Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet
Da corona-nedlukningen var på sit højeste, var flere end 240.000 sendt hjem – eller planlagt hjemsendt – med lønkompensation fra staten. Ordningen om lønkompensation bidrager til, at fyringstruede lønmodtagere i stedet kan blive sendt hjem med deres fulde løn, mens virksomheden får kompenseret en andel af lønnen fra staten.
Tallet er dermed med til at tegne en del af billedet af, hvordan det går for de danske virksomheder, der har været påvirket af coronaen siden foråret.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
“Jeg er glad for, at ordningen har været med til at holde hånden under danske lønmodtagere og arbejdspladser, og at flere virksomheder nu igen kan stå på egne ben. Men vi må ikke tro, at vi har overstået det hele. Mange virksomheder kæmper stadig, og derfor arbejder regeringen også lige nu på initiativer, der skal sørge for, at nogle af de brancher, der er hårdest ramt, får mere hjælp. Det skal blandt andet ske ved Forum for genstart, der netop er blevet lanceret, hvor regering sammen med erhvervsledere fra en lang række erhverv skal finde tiltag, der kan støtte eksporten.”
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:
“Coronaen har været en kæmpe kæberasler til økonomien og arbejdsmarkedet i store dele af verden og altså også i Danmark. Rigtig mange har mistet jobbet, og det er hårdt for den enkelte og deres familier. Situationen kunne have været endnu værre, hvis vi ikke havde haft lønkompensation. Ordningen har været med til at bevare tusindvis af arbejdspladser, selv om der i perioder har været tomme ordrebøgerne og ingen kunder. Lønkompensation er ikke holdbar i længden, og derfor har regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalt at udfase ordningen. Det betyder desværre også, at vi kan forvente flere fyringer.
Regeringen er optaget at få gang i økonomien igen og skabe nye jobs. Bl.a. kan danskerne snart hæve 59 milliarder kroner af de indefrosne feriepenge, og fra august har ufaglærte på dagpenge ret til at tage en uddannelse på 110 pct. dagpengesats, hvis det er inden for et område med gode jobmuligheder. Fx job som opstår som følge af den brede aftale om at klimarenovere landets almene boliger for 30 milliarder kroner. Denne gang skal vi ud af krisen på en mere retfærdig måde.”
Fakta om opgørelsen
I uge 32 blev der søgt og godkendt lønkompensation for 13.738 personer. Tallet vil formentlig stige i takt med, at virksomhederne får indsendt og behandlet deres ansøgninger, men det er markant færre end i foråret. I uge 18 var der 244.333.
Tallet fra godkendte ansøgninger dækker over antallet af unikke personer, der er hjemsendt den pågældende uge med en godkendt ansøgning. Virksomheder kan sende medarbejdere hjem og først søge ordningen senere (frem til d. 20. september). I de tidligere ansøgningsrunder har især store virksomheder søgt relativt sent i perioden, hvorfor det vurderes, at væsentligt flere aktuelt er hjemsendt med forventning om, at virksomheden kan modtage lønkompensation. Omvendt kan nogen være trådt ud af ordningen igen.
Samlet set har 270.000 lønmodtagere været omfattet af lønkompensationen.
Yderligere oplysninger:
Er du virksomhed eller organisation, kan du få mere information på Virksomhedsguiden.dk eller Erhvervsstyrelsens hotline på tlf. 72 20 00 34 (hverdage 08.30-16.00 / fredag 09.00-15.00).
Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mange-har-forladt-lonkompensationsordningen?releaseId=13597791
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **