PRM / Til kamp mod LGBT+ fordomme: Sex & Samfund rykker ud!

    Pressemeddelelse fra Sex & Samfund

    Heterosvin! Kan du godt kaste med de der faste håndled? Hvorfor går du så hetero?

    Den slags skældsord møder heteroseksuelle ikke i deres hverdag. Der er nemlig ingen, der bruger hetero som skældsord. Men tænk hvis der var.

    Mandag 17. august rykker Sex & Samfund sammen med LGBT+ elever ud med en brandbil til en række ungdomsuddannelser for at gøre eleverne opmærksom på den homo- og transfobi, mange unge oplever, når de træder ind ad døren på deres uddannelse.

    Sex & Samfund rykker ud på ungdomsuddannelserne

    – Med kampagnen vil vi sætte fokus på, hvor alene, udskældt og forkert, du kan føle dig som LGBT+ person, når mennesker omkring dig eller på sociale medier bruger din seksualitet til at mobbe både dig og andre med. Hver dag føler homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner sig tvunget til at skjule, hvem de er, ud af frygt for at blive mobbet, nedgjort og latterliggjort. Det sker i skolen, på arbejdspladsen, på fodboldstadion, på baren og selv når man er blandt venner og bekendte, siger Sex & Samfunds nationale chef Lene Stavngaard.

    – Der skal langt mere til på ungdomsuddannelserne, hvis vi vil give vores unge redskaber til at sikre egen og andres trivsel ift. køn, seksualitet, identitet, krop og mangfoldighed. Det er centralt, at ledelserne og lærerne, der dagligt møder LGBT+ unge i uddannelsessystemet, er klædt på til opgaven, siger Lene Stavngaard og fortsætter:

    – Ungdomsuddannelserne skal behandle disse emner, inden de sender de unge videre ud i livet, og det kræver, at vi på den lange bane får gjort undervisning i køn, krop, seksualitet og mangfoldighed obligatorisk på ungdomsuddannelserne. På den korte bane skal der konkrete indsatser til, der sikrer inklusion af LGBT+ personer på ungdomsuddannelserne.

    For nyligt viste en undersøgelse foretaget af ligestillingsministeriet, at knap hver tredje (32%) adspurgte LGBT+ person inden for seneste år har følt sig diskrimineret på baggrund af sin seksualitet. Og blandt dem angiver mere end hver femte (22%), at de har oplevet diskrimination på deres uddannelsessted.

    Udrykningen er en del af Sex & Samfunds kampagne #KillYourNorms – Din fucking hetero.

    Mange danskere har stadig fordomme

    Kampagnen kører digitalt i forbindelse med Copenhagen Pride 2020 og sætter fokus på, hvordan vi alle med vores sprogbrug er med til at fastholde forestillingen om, at man som fx homoseksuel eller transperson er forkert eller et dårligere menneske end andre.

    Sammen med unge LGBT+ personer i netværket Erhvervsuddannelseselever imod Fordomme har Sex & Samfund udviklet 6 råd til, hvordan man tale mere inkluderende til hinanden eller som der står på postkortene, som Sex & Samfund deler ud: “Sådan undgår du at være en klaptorsk”.

    – Mange LGBT+ personer påvirkes i dén grad af måden, der tales om og til dem på. Derudover rammer fordomme om køn og seksualitet alle mennesker, og det skal vi lave om, siger national chef i Sex & Samfund Lene Stavngaard og fortsætter:

    – Rigtig mange LGBT+ personer oplever at have en ungdom og senere et voksenliv præget af lavt selvværd, ensomhed, stress, depressioner og misbrug. Unge homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede kæmper dobbelt så meget med selvmordstanker som heteroseksuelle unge gør, ligesom de fire gange så ofte forsøger at begå selvmord.

    Mange danskere tror, at der ikke findes homo- og transfobi i Danmark, men samtidig bruger mange danskere udtryk som bøsserøv eller betonlebbe til at mobbe eller tale nedsættende om andre.

    Sidste år foretog Voxmeter for Sex & Samfund en undersøgelse, der viser, at knapt halvdelen af alle danskere benytter sig af nedsættende homofobiske ord som fx bøsserøv, trans, svans og betonlebbe om andre. Undersøgelsen viser også, at mange danskere ikke tænker over, at måden de taler til og om LGBT+ personer, påvirker deres trivsel og livskvalitet.

    Laura: Min lærer sagde, at noget var “bøsset”

    Laura på 28 år, der i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på erhvervsskolen NEXT i København, og som er med i Erhvervsuddannelseselever imod Fordomme, oplever tit, at de andre elever bruger et ord som fx bøsse eller gay nedsættende eller som skældsord:

    – Men jeg blev særligt forarget og ked af det, da jeg oplevede en af mine undervisere bruge udtrykket “bøsset” nedsættende. For hvis autoriteterne på mit uddannelsessted også ser ned på min seksualitet, hvem skal jeg så gå til, hvis jeg oplever mobning eller eksklusion, siger Laura.

    FAKTA om LGBT+ personers trivsel. Nøgletal fra Ligestillingsministeriets undersøgelse af LGBT+ personers trivsel

    – Ensomhed er omtrent 5-6 gange mere udbredt blandt LGBT-personer (28%) end blandt befolkningen generelt (5%).

    – Knap hver tredje (32%) adspurgte LGBT+ person har inden for seneste år følt sig diskrimineret på baggrund af sin seksualitet. Når man spørger LGBT+ personer om hvor de har følt sig diskrimineret, svarer 48% på sociale medier, 43% på gaden/offentlige steder, 33% traditionelle medier, 30% har oplevet diskrimination i nattelivet, mens det gælder for 27% i sundhedssystemet.

    – De fleste LGBT-personer har følt sig tiltrukket af en person af samme køn eller har tænkt over deres kønsidentitet inden de fylder 15 år (68%). Alligevel har kun knap hver femte fortalt det til nogen inden de fylder 15 år (19%).

    – Kun omkring hver tredje adspurgte LGBT-person under uddannelse i Danmark er åben over for alle på sit uddannelsessted (34 %). Blandt LGBT-personer under uddannelse, er 55% af bøsserne, 24% af de biseksuelle, 36% af de lesbiske og 33% af transpersonerne åbne over for alle på uddannelsen.

    – Blandt de helt eller delvist “lukkede” LGBT-personer svarer 52%, at de ikke har behov for at være åbne på deres uddannelse, mens mere end hver fjerde svarer, at de tror det vil gøre deres liv mere besværligt, mens de øvrige blandt andet frygter negative konsekvenser i form af manglende accept, manglende forståelse eller sladder, mobning og chikane. Særligt transpersoner frygter, at åbenhed på deres uddannelsessted vil gøre deres liv mere besværligt (55%) og at de vil opleve manglende forståelse (42%).

    – Blandt de LGBT+ personer som inden for det seneste år har følt sig diskrimineret, angiver mere end hver femte (22%), at de har oplevet diskrimination på deres uddannelsessted.

    – Blandt de LGBT+ personer som inden for det seneste år har følt sig diskrimineret, angiver to ud af tre (66%), at de har oplevet nedladende eller hadfulde kommentarer og 45% at de har oplevet drillerier, latterliggørelse eller mobning.

    Kilde: ALS Research for Ligestillingsministeriet, 2020. Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark.

    FAKTA om danskernes homofobiske sprogbrug

    – 46% af alle danskere bruger udtryk som homo, lebbe, trans og lebbe om andre.

    – Flere mænd (49,3%) end kvinder (42,8%) bruger disse udtryk.

    – De danskere, der bruger disse udtryk, gør det fordi:

    • 44,8% siger, de ikke har et bedre ord for det
    • 16,1% siger, at de gør det for at drille
    • 8,7% siger, at det er for at bryde isen
    • 3,1% siger, at det er fordi de ikke bryder sig om homoseksuelle
    • 13,5% siger, at de ikke ved det.

    – Flere mænd (22,7%) end kvinder (8,7%) bruger udtrykkene for at drille andre.

    – Flere kvinder (50,9%) end mænd (39,4%) bruger udtrykkene fordi de ikke har et bedre ord for det.

    – Kun få danskere tænker over, at måden der generelt tales om og til LGBT+ personer påvirker deres trivsel. 28,1% af de adspurgte mener, at måden der generelt tales om homoseksuelle er dårlig eller meget dårlig for homoseksuelles trivsel, mens 22,6% mener, at måden der tales på er god eller meget god for deres trivsel.

    Kilde: Voxmeter for Sex & Samfund, 2019.


    FAKTA om danskernes holdning til homofobi:

    – 10% foretrækker at homoseksuelle ikke viser deres kærlighed offentligt

    – 10% vil blive kede af det eller bekymrede, hvis deres barn er homoseksuel

    – 20% mener ikke det er ok, at drenge går i kjole

    – 11% af danskere mener ikke at homoseksuelle skal kunne blive gift i den danske folkekirke

    – 34% mener ikke at det er ok at transkønnede bliver opereret på det offentliges regning

    – 25% mener, at det giver dårligere opvækstmuligheder for børn hvis de har to forældre af sammen køn

    – 18% af danskerne mener ikke at homoseksuelle skal have lov at adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle

    Kilde: Gallup for Sex & Samfund, 2018.

    FAKTA
    om unge LGBT+ personers trivsel:

    – Unge LGBT+ personer døjer dobbelt så meget med selvmordstanker som heteroseksuelle unge gør

    – Unge LGBT+ personer forsøger fire gange så ofte at begå selvmord sammenlignet med unge heteroseksuelle

    – 55 % af de LGBT+ personer, der har forsøgt selvmord, forsøgte det første gang, da de var mellem 13 og 19 år gamle

    Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, 2015. Lige og ulige, Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår, 2009, Leyla Gransell og Henning Hansen.

    Kontakt:

    National chef Lene Stavngaard tlf.: 61666729 email: ls@sexogsamfund.dk

    Presseansvarlig Thea Gregersen tlf.: 29714222 email: tg@sexogsamfund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/til-kamp-mod-lgbt-fordomme-sex-samfund-rykker-ud?releaseId=13597699

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **