PRM / Robotinvestoren Thomas Visti samler Danmarks mest modige iværksættere i nyt fællesskab

    Pressemeddelelse fra Grouleff Communications

    Thomas Visti, nøglefigur bag to af Danmarks største robotsucceser, MiR og Universal Robots, åbner et unikt kontorfællesskab i Odense. I VISTI UNLIMITED er der plads til, at innovative målrettede iværksættere og andre vækstorienterede virksomhedsejere kan få til huse. Rammerne er en større palæagtig erhvervsejendom på knap 3000 kvadratmeter på Helgavej 26 i centrum af Odense.

    “Det er min drøm at skabe et fedt fællesskab for en masse passionerede, ambitiøse og modige mennesker, som er på vej til at nå deres drømme. Jeg tror på, at mine erfaringer, min viden og mine kompetencer vil kunne bidrage til at hjælpe andre mennesker på deres vej til succes. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at jeg naturligvis holder øjne og ører åbne for at finde flere interessante investeringsemner”, siger Thomas Visti, ejer af og formand for VISTI UNLIMITED.

    Andre investorer viser også allerede interesse for det nye initiativ. Der er blandt andet indgået et samarbejde med den amerikanske techgigant, TERADYNE, ejeren af MiR og Universal Robots. Med en omsætning på godt 15 milliarder kroner i 2019 er TERADYNE globalt førende inden for cobots og automatiseret testudstyr.

    “Gennem Universal Robots og MiR har vi fået en unik indsigt i de unikke kompetencer, som robot- og automationsklyngen i Odense rummer. Samtidig med at vi fortsat investerer i UR og MiR, vil vi naturligvis gerne udbygge vores gode samarbejde med Thomas Visti i regi af VISTI UNLIMITED. Det ser vi som en god mulighed for at skabe nye relationer i Danmarks dynamiske miljø af teknologi-iværksættere,” siger CEO i TERADYNE, Mark Jagiela.

    Plads til dybere engagement

    Thomas Visti valgte i sommeren 2020 at træde ud af MiR, hvor han siden 2014 har været CEO i Danmarks hurtigst voksende robotvirksomhed. Nu ønsker han at få mere tid til at involvere sig i de virksomheder, som han har investeret i. Med ejendomskøbet på Helgavej 26 i Odense bliver der plads til at samle nogle af disse porteføljevirksomheder, heriblandt Unicontrol, der nu har til huse hos VISTI UNLIMITED. Ejendommen kan samlet set rumme ca. 100 arbejdspladser.

    Anne Mejdal er ansat som administrerende direktør af det nye virksomhedsfællesskab. Hun er forretningsudvikler med en fortid som chef for digital forretningsudvikling i Jysk Fynske Medier, kommerciel direktør i reklamebranchen og senest med egen konsulentvirksomhed. Sammen med Thomas vil hun tilbyde strategisk rådgivning samt være ansvarlig for at tiltrække de rigtige virksomheder til stedet. De vil også hver især trække på deres professionelle netværk for at skabe optimale muligheder for at netværke og samarbejde.

    “Der er masser af spændende startups i Danmark, og det er en drøm at være med til at samle nogle af dem. Vi har et stort og attraktivt sted, meget tæt på bymidten og alligevel tæt på motorvejen. Og så tør vi godt love, at der bliver nogle faciliteter, som er lidt udover det sædvanlige. Det allervigtigste er, at der kommer en god energi på stedet, så det bliver et hus for mennesker, der gerne vil løfte hinanden. Om det er nystartede eller mere etablerede virksomheder, er ikke afgørende for, om man kan blive en del af fællesskabet. Vi mener, at begge typer virksomheder kan give hinanden noget,” siger Anne Mejdal.

    For virksomheder uden adresse på Helgavej 26, Odense, bliver der også adgang til en række events og aktiviteter i huset. Der bliver afholdt en åbningsreception for VISTI UNLIMITED 11. september 2020.

    FAKTA:

    Om Thomas Visti

    • Thomas Visti har investeret i følgende selskaber: Unicontrol, Rokoko Electronics, ERGOLASH, Strong4life, Amys Bar & Winehouse, OnRobot, Mobile Industrial Robots, Universal Robots.
    • Født i 1974. Uddannet elektriker og elektronikingeniør samt i ledelse.
    • Har været ansat hos Cabinplant, Sauer-Danfoss, Universal Robots, Mobile Industrial Robots.

    Om VISTI UNLIMITED

    VISTI UNLIMITED er et kombineret kontorhotel og kontorfællesskab. Målgruppen er mindre virksomheder, som ønsker at arbejde i et miljø med andre inspirerende, innovative og ambitiøse virksomheder. Her er både plads til de unge iværksættere og de mere etablerede virksomheder. Målgruppen er særligt tech-virksomheder, men andre typer af virksomheder er også meget velkomne. Målet er at skabe et fællesskab, hvor der er vidensdeling og samarbejde på tværs; At skabe et fedt miljø – med en god energi, gode rammer, og adgang til en række services, som gør, at de mennesker der arbejder i huset, kan fokusere på deres forretning. På den måde får de mennesker som kommer i huset de optimale vilkår for at skabe deres egen succes.

    Kontakt:

    Interviews og yderligere information, pressefotos mv:
    Thomas Visti, Chairman, VISTI UNLIMITED, tv@vistiunlimited.com, +45 60482146
    Anne Mejdal, CEO, VISTI UNLIMITED, am@vistiunlimited.com +45 20436303

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/robotinvestoren-thomas-visti-samler-danmarks-mest-modige-ivaerksaettere-i-nyt-faellesskab?releaseId=13597755

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **