PRM / Sweco ansætter ny chef for landsdækkende enhed for bygherrerådgivning

    Pressemeddelelse fra Sweco

    Det er en erfaren herre, der nu slutter sig til den voksende ingeniør- og arkitektrådgiver, Sweco. 44-årige Henrik Leksø er pr. 1. august tiltrådt i en stilling som afdelingschef for Bygherrerådgivning i Swecos Byggeri-division. Med sig i bagagen har han fire år i en tilsvarende stilling hos Rambøll, og tidligere har Henrik Leksø været projektchef i Kuben Byg, sektionsdirektør i NCC og afdelingsleder i Københavns Lufthavne.

    I stillingen som afdelingschef for Bygherrerådgivning vil Henrik Leksø få ansvar for bygherrerådgivning på tværs af hele landet med henblik på at styrke Swecos kompetencer og services til kunder i hele Danmark med afsæt i lokale kontorer.

    “Mange af de private og offentlige bygherrer i Danmark er landsdækkende med aktiviteter og behov både i de store byer og spredt i regionerne. Med Swecos geografiske placering over hele landet og specialistkompetencer indenfor arkitektur og ingeniørfagene ligger der et stort potentiale i at opbygge en landsdækkende enhed for bygherrerådgivning. Derfor glæder det mig meget, at det er lykkes os at få Henrik Leksø med om bord,” forklarer divisionsdirektør for Byggeri i Sweco Danmark, Lars Bork Hansen, og tilføjer:

    “Henrik har mange års erfaring fra forskellige stillinger med tilknytning til branchen, og som leder har han vist, at han både kan drive og udvikle og samtidig skabe vækst. Han har et stærkt netværk og god kontakt til kunder i både det private og det offentlige.”

    Tæt på

    Henrik Leksø er uddannet civilingeniør fra DTU i 2002 og har efterfølgende taget en HD i afsætning. Han erstatter Anders Ring, der har fungeret som konstitueret afdelingschef for bygherrerådgivning de seneste tre måneder.

    “Efter en god sommerferie ser jeg frem til at starte i Sweco. Formålet med den nye landsdækkende enhed for bygherrerådgivning er at sikre, at bygherrerne får en ensartet og høj service i hele landet, samtidig med at vi understøtter Swecos tanke om at forstå kunden bedst muligt – netop ved at være tæt på. Med enheden vil vi som bygherrerådgivere kende det lokale marked og have samtlige Swecos kompetencer i ryggen til fordel for bygherrerne,” siger Henrik Leksø.

    Henrik Leksø bor på et landsted uden for Roskilde sammen med sin hustru og tre børn.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Morten Laasholdt tlf.: +45 31 17 71 17 email: morten.laasholdt@sweco.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sweco-ansaetter-ny-chef-for-landsdaekkende-enhed-for-bygherreradgivning?releaseId=13597694

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **