Pressemeddelelse fra HK Privat
Arbejdsmiljøloven siger, at temperaturen skal passe til det arbejde, der udføres, men ikke noget om, hvor høj eller lav temperaturen skal være, der hvor du arbejder. Kigger man i Arbejdstilsynets vejledning står der fx, at temperaturen bør være mellem 20 °C og 22 °C, og at den ikke bør ikke overstige 25 °C ved stillesiddende arbejde.
Men der er desværre kun tale om vejledende temperaturer, og når en hedebølge rammer, så kommer man hurtigt langt over disse på mange arbejdspladser.
– Det er nogle varme uger, som danskerne møder ind til, og selvom arbejdsgiveren ikke har pligt til at give medarbejderne varmefri ved en bestemt temperatur, så har de altså stadig pligt til at gøre, hvad de kan, for at holde temperaturen på kontoret, lageret, klinikken osv. nede, siger Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat.
Nogle af de ting, som arbejdspladserne kan gøre er at sørge for, at der er adgang til koldt vand, mulighed for skygge/afskærmning fra solen og at give de ansatte flere småpauser i løbet af dagen. Næstformand Anja C. Jensen:
– I virkeligheden er det ret ligetil. Det er jo også i arbejdsgivers klare interesse, at medarbejderne er så effektive som muligt, og det kræver altså lige lidt ekstra, når temperaturerne er så høje, som vi ser lige nu. Derfor kan det også være en overvejelse for eksempel at lade medarbejderne arbejde hjemme, når der er mulighed for det.
– Og så er der altså også lidt nemme chefpoint at hente ved at give en omgang is eller en kold sodavand til medarbejderne sidst på dagen, tilføjer hun.
Næstformanden opfordrer i det hele taget til, at man passer lidt ekstra på sig selv og hinanden i varmen – uanset om man er på arbejde eller ej.
Kontakt:
Næstformand i HK Privat Anja C. Jensen tlf.: 60183331 email: anja.c.jensen@hk.dk
Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ingen-varmefri-pa-trods-af-hedebolge?releaseId=13597691
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **