Pressemeddelelse fra Danmarks Apotekerforening
Det var en helt ekstraordinær situation, da regionerne valgte at åbne deres beredskabslagre af værnemidler og dermed sikre, at borgerne i Aarhus nu kan købe mundbind til brug i den offentlige transport. I alt 3 mio. mundbind blev i weekenden flyttet fra regionernes lagre, og de fordeles løbende til de omkring 30 apoteksenheder i Aarhus Kommune, så hylderne igen for en stund er fyldt op.
“I Apotekerforeningen vil vi gerne takke for det fine samarbejde med regionerne og den hurtige reaktion på et helt akut problem. Det dur jo ikke at indføre krav om mundbind i den offentlig transport, hvis borgerne ikke har mulighed for at købe mundbind nogen steder. Og apotekerne samt deres leverandører har ikke haft mulighed for at sikre et tilstrækkeligt lager, da ingen var varslet om det kommende påbud,” siger Apotekerforeningens formand Anne Kahns.
Hun peger på, at den type mundbind, der aktuelt kommer fra sygehusenes beredskabslagre, er type I. Det vil sige, at det er den type mundbind, der kun beskytter omgivelserne mod smitte fra personen, som har mundbindet på. Type 1 beskytter ikke bæreren af mundbindet mod smitte fra andre.
“I den aktuelle situation i Aarhus, hvor alle i den offentlige transport skal bære mundbind, er type I måske fint nok, da alle så beskytter de andre. Men i alle andre situationer anbefaler apotekerne, at man bruger mundbind type II eller den endnu mere sikre type IIR. Disse typer har en noget højere beskyttelsesgrad og beskytter således også den, der bærer mundbindet, mod smitte fra andre. Derfor bør sårbare personer, der er i særlig risiko ved smitte med Covid-19, som udgangspunkt altid bære mundbind af typen II eller IIR, så de også selv er beskyttet mod smitte,” siger Anne Kahns.
Hun advarer imod, at det kan skabe falsk tryghed, hvis man i alle situationer bærer mundbind type I. For man må ikke tro, at man selv er beskyttet i andre situationer end den ene, hvor alle bærer mundbind.
Prisen på mundbind afspejler typen af beskyttelse. At apotekerne i Aarhus lige i disse dage kan sælge mundbind til en ekstraordinær lav pris, hænger i høj grad sammen med, at det er type I, man har valgt at udlevere fra beredskabslagrene. Andre apoteker i landet sælger fortsat den noget dyrere og mere sikre version af mundbindet, som altså også beskytter den, der bærer det.
Apotekets salg af mundbind er i øvrigt pålagten afgift på næsten 5,5% ligesom alle de øvrige varer, apotekerne sælger. Halvdelen af afgiften finansierer apotekernes vagtordninger, uddannelse af farmakonomelever og bidrag til Lægemiddelstyrelsens drift m.v. Den anden halvdel går til at sænke medicinpriserne.
Foreningens formand peger på, at der ikke er nogen i detailhandlen, der betaler sådanne sektorafgifter. De er en del af den økonomiaftale, som apotekerne og Sundhedsministeriet forhandler sig frem til hvert andet år.
Kontakt:
Merete Wagner Hoffmann
Presseansvarlig
Mail: mwh@Apotekerforeningen.dk
Tlf.: 27 73 21 85
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/apoteker-fint-samarbejde-med-regioner-om-mundbind-til-aarhus?releaseId=13597677
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **