PRM / 25 forskere får frie forskningskroner

    Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond

    FORSKERUDDANNELSE UDEN FOR UNIVERSITETERNE

    Ni forskere har fået i alt 21,9 mio. kr. til forskeruddannelse uden for universiteterne. De ni kloge hoveder skal bl.a. forske på Designskolen i Kolding, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Statens Serum Institut. Her skal de udforske digitale sundhedsteknologier skabt af kvindeligt styrede FemTech virksomheder, forske i ny designpraksis inden for farve og farveteori, og i migræne-behandling.

    Se projekterne her

    FIRE NYE FORSKERNETVÆRK

    Danmarks Frie Forskningsfond | Kommunikation og Kultur giver i alt 4,5 mio. kroner til at oprette fire nye forskernetværk, der rækker langt ud over Danmarks grænser til bl.a. Norge, USA, Vestafrika, Holland, og England. De fire netværk skal fokusere på:

    1) kvinders rolle i skandinavisk landskabsarkitektur i det 20. århundrede.

    2) hvordan forskellige former for kategorisering, f.eks. ud fra religiøse produkter eller kreditværdighed, kan bruges til at kontrollere i Kina.

    3) sikkerhedskrisen i Vestafrika, hvor man kæmper om at overleve og tjene penge, men også om at levere den dominerende fortælling for den hurtigt voksende og unge befolkning gennem medier som WhatsApp, FB og radio.

    4) hvordan politik og ideologi påvirkes af, hvordan den danske velfærdsby bliver repræsenteret i massemedierne.

    Forskernetværkene skal styrke forskningsområder, der geografisk er spredt over store afstande og dermed bredt funderet i både danske og udenlandske forskningsinstitutioner.

    Se projekterne her

    OTTE SKOLARSTIPENDIER

    Otte forskere modtager et skolarstipendium inden for det sundhedsvidenskabelige område på tilsammen 1.25 mio.kr. Stipendierne skal give talentfulde studerende mulighed for at forske inden for sundhedsområdet i et semester og under ledelse af anerkendte forskere.

    Se projekterne her

    FIRE FORSKERE SKAL PÅ FORSKNINGSOPHOLD I UDLANDET

    Danmarks Frie Forskningsfond| Samfund & Erhverv sender fire forskere uden for Danmarks grænser på et sammenhængende forskningsophold af mindst tre måneders varighed, bl.a. til Harvard University i USA og University of British Columbia i Canada. De fire forskeres ophold har tilsammen 1.22 mio. kr. i ryggen fra DFF. Opholdet har til formål at fremme internationaliseringen af samfundsvidenskabelig forskning og tager udgangspunkt i konkrete forskningsaktiviteter, som bidrager til at styrke netværk og dataindsamling.

    Se projekterne her

    Yderligere oplysninger

    Områdeleder Hanne Haarup Thomsen, tlf. 72 31 84 28, e-mail: hht@ufm.dk

    Pressekonsulent Karen Marie Bjørnstrup Vølund, tlf. 7231 8931, e-mail: kmbv@ufm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/25-forskere-far-frie-forskningskroner?releaseId=13596756

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **