PRM / Flere meritpædagoger er et vigtigt skridt til at modvirke pædagogmangel

    Pressemeddelelse fra BUPL

    Uddannelses- og Forskningsministeriet har givet Københavns Professionshøjskole grønt lys til at lempe kravene til meritpædagoguddannelsen, så man fremover kun skal have to års relevant erhvervserfaring fremfor fem års erfaring.

    Det glæder BUPL, der længe har efterspurgt en samlet plan for rekruttering af pædagoger. For der er et akut behov nu og de kommende 10 år.

    “Børnetallet stiger drastisk, og samtidig skal der indføres minimumsnormeringer. I alt mangler vi 14.000 pædagoger de kommende ti år, og allerede nu er det mange steder svært at rekruttere pædagoger”, siger Lasse Bjerg Jørgensen, faglig sekretær og uddannelsesansvarlig i BUPL.

    BUPL ser gerne, at man går skridtet videre, og at man over hele landet sænker adgangskravet fra fem til to år. For der er behov for at højne fagligheden i alle landets daginstitutioner. Allerede i dag er andelen af pædagoger i daginstitutionerne under 60 procent på landsplan, og nogle steder helt nede under 50 procent.

    “Alle børn har krav på at blive mødt af kompetente pædagoger, der kan skabe gode pædagogiske rammer, hvor børnene trives, hvor de lærer og hvor de udvikler sig til hele mennesker. Det kræver, at vi får hævet pædagogandelen mærkbart, og det kræver, at vi får uddannet flere pædagoger nu”, slår Lasse Bjerg Jørgensen.

    Udover at hilse regeringens seneste tiltag velkommen, håber BUPL, at Uddannelses- og forskningsministeren går skridtet videre og laver en national handlingsplan for, hvordan vi kan få flere pædagoger.

    “Der er brug for, at vi helhedsorienteret ser på det her. Foruden nemmere optag for meritpædagoger og en styrket uddannelse er der en lang række andre knapper, vi skal skrue på. Lige nu er der 2000 pædagoger uden job, vi kan få tusindvis af pædagogiske årsværk, ved at pædagoger går fra deltid til fuldtid. Og så skal vi fastholde ældre pædagoger ved at tilbyde gode seniorordninger og få nogle af de tusindvis af pædagoger, der er har forladt faget, tilbage. Det gør vi kun ved at forbedre vilkårene for det pædagogiske arbejde.”

    Læs BUPL’s forslag til rekruttering her: https://bupl.dk/bupl-mener/rekrutteringsudspil/

    Kontakt:

    Pressekonsulent Laurids Bæk Simonsen tlf.: 22833692 email: lbs@bupl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-meritpaedagoger-er-et-vigtigt-skridt-til-at-modvirke-paedagogmangel?releaseId=13596674

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **