PRM / Flere studerende kræver flere midler

    Pressemeddelelse fra Akademikerne

    94.604 unge har i år søgt optagelse på en videregående uddannelse. Det er 7 procent flere end sidste år. Det viser den netop offentliggjorte opgørelse over årets ansøgertal. Det glæder Akademikernes formand Lars Qvistgaard, at så mange unge vil uddanne sig:

    “Vi skal bruge krisetider til at uddanne os og blive dygtigere. Derfor er det rigtig godt at så mange unge, i lyset af coronakrisen, vælger at uddanne sig. Vi skal ud af krisen dygtigere, end vi gik ind i den”.

    Desværre har politikerne endnu ikke fundet finansiering til de mange nye studerende. Da politikerne for nyligt vedtog at oprette 5.000 nye studiepladser for at imødekomme den forventede stigning i ansøgertal, fandt de kun finansiering frem til 2021. Det er ifølge Akademikerne ikke godt nok:

    “Det er klart, det koster penge at give 5.000 ekstra studerende en god uddannelse. Derfor skal politikerne på banen og sørge for, at uddannelsesinstitutionerne har penge til at løfte den opgave”. Det siger Lars Qvistgaard og fortsætter:

    “Uddannelsernes økonomi er i forvejen presset, efter flere års nedskæringer. Nu skal de løfte en stor og vigtig opgave med at sikre dygtige unge, der kan bidrage til, at vi kommer på ret kurs igen. Den opgave kan de selvfølgelig ikke stå alene med”.

    For yderligere kommentarer, kontakt Lars Qvistgaard på 2147 2686.

    Akademikerne varetager interesser for 431.000 medlemmer på det offentlige og private arbejdsmarked.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-studerende-kraever-flere-midler?releaseId=13596513

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **