PRM / Fornuftig COVID-19-teststrategi for personer, der krydser grænsen for at komme på job

    Pressemeddelelse fra Lederne

    – Det er afgørende for os alle, at der ikke kommer nye smittekilder ind fra udlandet, der kan true den lave smitterisiko på danske arbejdspladser. Med den nye teststrategi sikrer vi, at kontrollen skærpes, og at medarbejderne fortsat kan komme til Danmark og arbejde, som vi er dybt afhængige af. I det lys synes jeg, at regeringen har fundet en fornuftig balance for de såkaldte vandrende arbejdstagere.

    Sådan siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation og organisationens repræsentant i regeringens taskforce om corona-smitte med særligt fokus på vandrende arbejdskraft, som reaktion på den COVID-19-teststrategi, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har præsenteret i dag.

    Teststrategien indebærer blandt andet, at der vil være et stående tilbud om test til vandrende arbejdstagere på samme måde, som der er til alle danskere. Generelt vil man blive opfordret til at tage en frivillig test ved grænsen eller i de første dage, efter man er kommet til Danmark. Og pendlere, som dagligt rejser ind og ud af Danmark fra et såkaldt højrisikoområde (som det meste af Sverige i øjeblikket er kategoriseret som) vil blive opfordret til at tage en test hver syvende dag.

    Hvis testen er positiv, opfordres lønmodtagerne til at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for selvisolation og kontaktopsporing. Arbejdsgiverne kan ikke kræve, at den ansatte bliver testet, medmindre man arbejder med sårbare grupper inden for eksempelvis ældre-, sundheds- eller plejesektoren.

    – Jeg mener, det er en fornuftig teststrategi, som er baseret på klare anbefalinger fra sundhedsmyndighederne og er til at håndtere for ledere og medarbejdere lokalt på de enkelte arbejdspladser, siger Lars Andersen.

    Han slår fast, at Ledernes Hovedorganisation naturligvis vil spille en aktiv rolle for, at teststrategien udmøntes på den bedst mulige måde på de danske arbejdspladser.

    Kontakt:

    Pressechef Søren Kudahl tlf.: 2338 4211 email: sku@lederne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fornuftig-covid-19-teststrategi-for-personer-der-krydser-graensen-for-at-komme-pa-job?releaseId=13596416

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **