PRM / Populær madspildsbutik åbner i Tingbjerg

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Københavnerne kan se frem til endnu en Wefood-butik, hvor målet er at bekæmpe madspild og samtidig hjælpe verdens fattigste.

    Den 27. august åbner Wefood Tingbjerg på Ruten 6D, 2700 Brønshøj.

    Wefood sælger varer, som almindelige supermarkeder ofte kasserer. Varer, der f.eks. har overskredet bedst-før-datoen, har fejl i emballagen eller er ude af sæson. Men varer, som ingenting fejler. Butikkerne drives af frivillige og alt overskud går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens fattigste lande.

    “Vi glæder os meget til at åbne Wefood Tingbjerg, så vi står endnu stærkere i kampen mod madspild. Madspild er et stort problem, som rigtig mange gerne vil gøre noget ved. Det er både dyrt, og det er dårligt for klimaet, og samtidig er det med til at skabe stor ulighed i verden. Flere end 800 millioner mennesker sulter verden over, mens vi hver dag smider tonsvis af brugbar mad ud, ” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

    Passer perfekt til Tingbjerg

    En af dem, der især ser frem til, at Wefood Tingbjerg slår dørene op, er Gert Korvig, der er leder af den boligsociale indsats i området.

    “Wefood er et fantastisk koncept, der passer perfekt til Tingbjerg. Bydelen har en lang tradition for frivillighed, og mange beboere er involveret i sociale aktiviteter, hvis formål det er at give noget videre til andre. Wefood vil medvirke til, at Tingbjerg bliver en åben og grøn boligby, ” siger Gert Korvig.

    Wefood Tingbjerg bliver den fjerde butik i København. Derudover driver Folkekirkens Nødhjælp en stor Wefood-butik i Aarhus, og organisationen er i fuld gang med planlægningen af flere butikker vest for Storebælt. Udvidelsen skyldes især den store opbakning fra de mange faste samarbejdspartnere og leverandører.

    Flere butikker på vej

    “Vi modtog sidste år 3,41 millioner kroner fra Salling Fondene, og takket være den flotte donation, kan vi både åbne i Tingbjerg og samtidig udvide med flere butikker rundt om i Danmark. Det er fantastisk at se, hvor mange der bakker op om Wefood, ” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

    I Salling Fondene glæder man sig over, at Wefood kan åbne flere steder i landet og dermed kan komme flere danskere til gode.

    “Madspild er en udfordring og stor belastning for klimaet. Det er derfor vigtigt for Salling Fondene at bidrage til løsninger, der kan mindske madspild og sikre et mere ansvarligt forbrug af vores fælles ressourcer, ” siger Karin Salling, næstformand i købmand Herman Sallings Fond.

    Wefood – mindre madspild, mere overskud til verdens fattigste:
    Folkekirkens Nødhjælp åbnede den første Wefood-butik i 2016 – på Amagerbrogade i København.
    I dag driver organisationen fire butikker. Wefood Tingbjerg bliver den femte i rækken, og senere på året åbner endnu en butik i Jylland.
    Blandt de største leverandører til Wefood kan nævnes Salling Group (føtex, Netto og Bilka), Nemlig.com og Mikkeller.
    Sidste år blev der solgt 250 tons varer i Wefood-butikkerne. Størstedelen af de varer var ellers blevet smidt ud.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/populaer-madspildsbutik-abner-i-tingbjerg?releaseId=13596276

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **