PRM / Coop laver landsdækkende indsamling til Røde Kors ferielejre

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Alle har brug for ferie og et pusterum fra hverdagen. Men for en stor gruppe udsatte børn i Danmark, er ferie ikke en del af sommerens planer. Familierne har hverken råd eller overskud til de ferieoplevelser, vi andre kan glæde os til, og børnene får derfor ikke den tiltrængte pause fra hverdagens problemer.

    Derfor indleder Coop nu en landsdækkende indsamling i ca. 1000 butikker i SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Dagli’Brugsen til fordel for Dansk Røde Kors’ sommerlejre for sårbare familier.

    “Sommerlejrene er lyspunkter for disse familier, men Coronakrisen har gjort det vanskeligere og dyrere for os at afholde lejrene i år, p.g.a. mange af de nye sikkerhedskrav. Støtten fra Coops kunder hjælper os med at sende familier på ferielejr til sommer, og det er vi meget taknemmelige for,” siger Marie-Louise Gotholdt, chef for national afdeling i Røde Kors.

    Røde Kors’ ferielejre har eksisteret i 15 år og byder hvert år sårbare familier velkomne i perioden fra juli til og med efterårsferien. Lejrene giver et vigtigt pusterum til familierne, og for børnene betyder det også fællesskaber, aktiviteter og gode ferieminder, som deres familier ellers ikke har mulighed for at give dem.

    “Indsamlingen er en fortsættelse af vores tætte samarbejde med Røde Kors, hvor vi i fællesskab rækker ud til danskerne, så vi sammen kan hjælpe både nødlidende rundt omkring i verden og danskere i hele landet, som er ramt af livet,” siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

    For bare 172 kr. kan et barn komme på ferielejr i et døgn og nu kan alle danskere være med til at støtte.

    Indsamlingen sker fra 29. juni og frem til 9. august.

    Måden man kan støtte på, er for første gang 100 procent elektronisk. I butikkerne møder man papstandere med information om, hvordan kunderne kan vælge at donere på tre forskellige måder:

    • Scan & Betal på 50 kr.
    • SMS på enten 50 eller 100 kr.
    • Mobilepay med valgfrit beløb.

    Derudover vil de 1,8 million Coop-medlemmer også møde indsamlingen henover sommeren i både Coop App’en og i medlemsmails.

    Yderligere information:

    CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese, 3091 9246


    Kommunikationskonsulent i Røde Kors, Julie Bergstrand-Christensen, 3117 3960 / juber@rodekors.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop-laver-landsdaekkende-indsamling-til-rode-kors-ferielejre?releaseId=13596087

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **