PRM / Ny Plan- og Agenda 21-strategi i høring

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Med en ny Plan- og Agenda 21-strategi har borgere, erhvervsliv, kommunens forvaltning og byrådets politikere nu et fælles afsæt for kommunens udvikling. Det kan for eksempel være i forhold til fordelingen af by og land, hvor der skal placeres erhvervsområder, og hvordan natur og miljø beskyttes.

    “Sammen med høringen om boligpolitikken har vi nu politisk skabt grundlaget for en dialog med borgerne om, hvordan vores kommune skal udvikle sig,” siger formanden for Udvalget for byudvikling og bolig, Egil F. Hulgaard (C).
    “Vi koncentrerer os i indeværende byrådsperiode om at udvikle vores bycentre og det lægger vi også op til i næste periode. Det er vores ambition at skabe en langsigtet og balanceret udvikling af kommunen, hvor vi passer på vores natur, samtidig med at vi udvikler vores bycentre og lokalsamfund.”

    En del af strategien handler om at skabe mere natur og beskytte landskabsværdier. Agenda 21-strategien handler om at fremme biodiversitet og grøn omstilling.

    “Den del, der hedder Agenda 21-strategi, handler om at fremme grøn omstilling og biodiversitet. Det glæder mig meget, at vi i byrådet er enige om at tage afsæt i klima- og miljøhensyn, når vi fastlægger rammerne for udvikling af vores kommune. For dermed tænker vi bæredygtighed ind i et dokument, der ellers ofte handler om kommunens muligheder for at vækste. Og vi sikrer et godt grundlag for endnu mere biodiversitet i Furesø Kommune,” siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for Natur, miljø og grøn omstilling.

    Du kan give din mening til kende

    Med byrådets beslutning sendes planen nu i offentlig høring frem til den 6. september 2020. Undervejs i høringsfristen vil der blive holdt et borgermøde om Plan- og Agenda 21-strategien. Tid og sted bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside og annonceret i diverse medier.

    I alt er der tale om en forlænget periode på 10 uger henover sommerferien, hvor der er mulighed for at kommentere på indholdet i Plan- og Agenda 21-strategien. Efter høringen vil der være en politisk behandling af høringssvarene og blive taget stilling til justeringer i strategien.

    Fakta: Plan- og agenda 21-strategi

    Kommuner skal offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen og en strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling (Agenda 21) forud for det kommende forslag til ny kommuneplan. Plan- og Agenda 21-strategien indeholder byrådets ønsker og visioner for kommunens udvikling, blandt andet:

    • Byerne i Furesø Kommune skal fortsat være attraktive, grønne og oplevelsesrige med levende bymidter, spændende arkitektur og kulturelle tilbud.
    • Fortætning og boligudvikling skal ske på en ansvarlig måde med tilbud om forskellige boligtyper til forskellige behov og med en balanceret beboersammensætning.
    • Erhverv skal fastholdes i kommunen, og mulighederne for at sikre virksomhederne mere fleksibilitet og udvidelsesmuligheder i de eksisterende erhvervsområder skal undersøges.
    • Det skal være attraktivt at cykle og gå, og byen skal opfordre til en bæredygtig levestil i trygge rammer. Den kollektive trafik skal styrkes.
    • Der skal fortsat arbejdes på at reducere støjen langs vejene for at mindske antallet af støjbelastede boliger, og mulighederne for at udpege stillezoner skal undersøges nærmere.
    • Der skal skabes mere sammenhængende natur, og biodiversiteten skal styrkes.
    • Der skal holdes fokus på CO2-reduktion, genbrug og cirkulær økonomi.
    • Borgere, foreninger og erhvervsliv skal tage initiativer til den grønne omstilling.

    Realisering af disse visioner afklares i forbindelse med udarbejdelsen af Kommuneplan 2021, som forventes vedtaget december 2021.

    Kontakt:

    Egil F. Hulgaard (C), formand for Udvalget for byudvikling og bolig, tlf. 2151 8188
    Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for Natur, miljø og grøn omstilling, tlf. 7216 5660

    Claus Torp, by- og kulturdirektør, tlf. 5712 5858

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-plan–og-agenda-21-strategi-i-horing?releaseId=13596060

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **