PRM / IoT-teknologi kan redde menneskeliv

    Pressemeddelelse fra Telia Danmark

    Forestil dig, at du oplever et menneske få hjertestop. Personen falder om, og du har kun få minutter til at forsøge at genoplivning. Til alt held hænger der en elektrisk hjertestarter i nærheden, så nu har du en unik chance for at redde et menneskes liv.

    Men desværre virker hjertestarteren ikke. Batteriet er fladt – eller måske er den gel, der sidder på elektroderne tørret ind, så de ikke kan fæstne på brystet af den livløse person? Hjertestarteren er ubrugelig, og dermed går et menneskeliv tabt, som kunne være reddet.

    Problemet er reelt og desværre alt for velkendt, hvilket for mindre end et halvt år siden fik sundhedsminister Magnus Heunicke til at kræve bedre kontrol og service af de estimeret flere end 25.000 hjertestartere, der hænger rundt omkring i Danmark.

    IoT-overvågede hjertestartere
    Et nyt samarbejde, som netop er indgået mellem HeartmAED, Den Jyske Kontrolcentral og Telia, indeholder løsningen på dette problem. Det fælles projekt udnytter teknologien fra IoT (Internet of Things) til at sikre, at så mange hjertestartere som muligt overvåges digitalt – året rundt, døgnet rundt – og at der tages handling på evt. fejlmeldinger.

    HeartmAED har udviklet et intelligent hjertestarterskab, der overvåger apparatet 24/7 og har indbygget temperaturstyring samt køle- og varmesystemer, som sikrer at de livsvigtige hjertestartere altid er klar til brug:

    “Hvert liv tæller, og vi vil bidrage til at skabe tryghed i samfundet. Vores skabe er de eneste herhjemme, som er udstyret med avanceret IoT-teknologi, der overvåger hjertestarterens status. Dermed kan vi sikre, at apparatet virker, når der bliver brug for det i en kritisk situation – og aftalen med Telia gør, at vi nu kan levere skabene uden at aftagerne skal tænke på mobilopkobling, abonnement og andre tekniske forhold. På den baggrund satser vi på, at endnu flere vil tage aktivt ansvar, købe hjerteskabspakken og dermed bidrage til at skabe tryghed i samfundet”, siger Sonny Ibsen, COO i HeartmAED.

    Hjertestarterskabene er via mobilteknologi forbundet med Den Jyske Kontrolcentrals callcenter, som kan reagere på uregelmæssigheder i forhold til fx temperatur, åbning, strømsvigt eller vandalisering. På samme måde vil der, hvis hjertestarteren fejler i den indbyggede selvtest, straks blive sendt en fejlmelding til kontrolcenteret, som kan reagere på problemet. Endelig vil det også være muligt at ringe til Den Jyske Kontrolcentrals callcenter og få vejledning om hjertestarteren.

    600 IoT-sikrede hjertestartere i 2021
    Telia leverer SIM-kort og teknologi til projektet, og har forpligtiget sig til at levere IoT-forbindelser inkl. abonnementer til 100 hjertestartere i 2020 – og yderligere 500 i 2021. Dermed føjer Telia nye perspektiver til virksomhedens IoT-services:

    “Dette projekt skaber både stolthed og glæde hos os, fordi det er første gang, at vores IoT-ydelser udnyttes i en sundhedssammenhæng i Danmark. Andre større connectivity-projekter inden for blandt andet transport og renovation har handlet om at reducere ressourceforbrug gennem digitale logistiksystemer og dermed gøre klimabelastende processer mere bæredygtige. Nu kan vores IoT-teknologi også helt konkret medvirke til at redde menneskeliv”, siger Mortimer Liebman, Direktør for Telia Enterprise.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen rammes 5.400 danskere hvert år af hjertestop uden for hospitalerne. Det svarer til, at 15 mennesker hver dag får hjertestop et tilfældigt sted i Danmark. Kun cirka 16 procent af disse mennesker overlever et anfald – men ved genoplivning og brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestop, øges chancen for at overleve til 50-70 procent.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Houe tlf.: 28 27 01 71 email: mads.houe@teliacompany.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/iot-teknologi-kan-redde-menneskeliv?releaseId=13595730

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **