PRM / Affaldsforliget er et skridt i den rigtige retning

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Affaldsforliget skal skabe en ensartet indsamling af husholdningernes affald over hele landet og en klar rollefordeling mellem kommunerne og de private affaldsvirksomheder, når det gælder om at indsamle og behandle affaldet. Aftalen betyder, at det husholdningsaffald, der kan genanvendes, nu bliver sendt i udbud, så de private virksomheder får en større mulighed for at investere i anlæg, der kan sortere og genanvende det.

    – Tiden hvor vi skulle brænde affaldet af og bortskaffe det er forbi, og en ny cirkulær fremtid er under opsejling. Det er godt, at affaldet kommer til bage til de virksomheder, der skal genanvende det, i stedet for at det bliver brændt af i kommunernes forbrændingsanlæg, siger miljøchef i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling.

    Byggeaffaldet i fokus

    Med aftalen bliver der også stillet nye krav til byggebranchen. Blandt andet skal byggebranchen i 2025 sortere 25 procent af plasten og i 2030 gælder det 75 procent. Plasten udgør kun én procent af den samlede mængde bygge- og anlægsaffald, og udgør dermed den mindste del af det.

    – I Dansk Byggeri er vi optaget af skabe mest mulig værdi ud af bygge- og anlægsaffaldet. Hvad der sker med alt det andet affald fra byggepladserne som for eksempel træ, mursten og beton, som udgør 99 procent af affaldet, er vi naturligvis også meget optaget af, siger miljøchef i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling.

    Ud over sortering af plast betyder affaldsforliget også, at der i 2023 vil komme krav om standardiserede planer for nedrivning og krav til de kompetencer, virksomhederne skal have for at kunne udføre selektiv nedrivning.

    – Dansk Byggeri er meget åbne overfor at diskutere og ikke mindst konkretisere de tiltag, forligspartierne er blevet enige om, herunder de krav, der skal stilles til virksomhedernes kompetencer. Affaldet fra nedrivning udgør ca. 20 procent af den samlede mænge bygge- og anlægsaffald, hvoraf 80 procent kommer fra renovering og ombygning, siger miljøchef Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri.

    Kontakt:

    Miljøchef Simon Stig-Gylling, ssg@danskbyggeri.dk, telefon 72 16 02 67

    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/affaldsforliget-er-et-skridt-i-den-rigtige-retning?releaseId=13595362

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **