PRM / Furesø Kommune åbner dørene igen

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Siden den 11. marts har Borgerservice kørt på nødberedskab. Jobcentret har talt med arbejdsløse digitalt. Og mange samtaler med børn, unge og voksne er foregået over telefonen. Men fysiske møder bliver nu mulige igen med de seneste udmeldinger fra Justitsministeriet.

    “Borgerne vil opleve, at Furesø Kommune åbner dørene igen. Man kan få lavet pas, møde en jobvejleder og have en fysisk samtale med en socialrådgiver. Langt de fleste administrative medarbejdere har været flittige på hjemmearbejdspladserne. Men nu vil borgerne også kunne møde dem fysisk igen, siger kommunaldirektør Steen Vinderslev.

    Book tid hos Borgerservice

    Skal man have lavet nyt pas, kørekort eller andet hos Borgerservice, skal som vanligt bestille tid hjemmefra via Furesø Bibliotekers hjemmeside eller ringe op til kontaktcentret på 7235 4000. Vielser vil fortsat foregå udendørs. Og Jobcentret åbner dørene på mandag den 15. juni for borgere med forudgående aftale.

    Hjemme- og sygeplejen har været fuldt åben i flere uger. Det samme gælder visitationen. Der er fortsat kun individuel genoptræning efter sundhedsloven, og ikke holdundervisning. Vedligeholdende træning efter serviceloven er under genetablering. På Aktivitetscentre, Skovgården og Gedevasevang er cafeerne og begrænsede antal aktiviteter også åbne. Nu åbner også en del af motionsrummene på Gedevasevang, hvis man aftaler det på forhånd. Dagtilbuddet Lillevang er i gang med en mere opdelt genåbning. Sidste hold kommer i gang den 22. juni.

    Fortsat udendørsbesøg på plejecentre

    På plejecentre er retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen stadig, at møder mellem beboere og pårørende fortrinsvis skal foregår udendørs. Kan en beboer ikke komme ud, kan besøget foregå indenfor. Pårørende kan også besøge deres kære hyppigere og mere fleksibelt end i den første tid.

    Almindeligt socialarbejde

    Der var under hele nedlukningen særligt fokus på at sikre, at udsatte borgere fik den nødvendige støtte og hjælp. Den fysiske kontakt var erstattet med telefon og digital kontakt i form af virtuelle møder. Sagsbehandlingen foregik hjemmefra og kun med mulighed for fysiske møder med borgerne i kritiske sager. Med de seneste ændringer på socialområdet, kører området normalt, og alle kan igen få et fysisk møde med deres rådgiver.

    Furesø Rådhus åbner også igen dørene fra kl. 8-16 (fredag til kl. 15). Det er dog indtil den 30. august ikke muligt for foreninger at booke rådhusets mødelokaler.

    Da Furesø Kommune fortsat følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vil borgere møde spritflasker og mødelokaler med færre deltagere end før coronatiden. Borgere opfordres også til at ringe eller booke tider elektronisk inden, de møder op fysisk i Borgerservice, Jobcentret eller andre dele af kommunen. Følg kommunens hjemmeside for de mest aktuelle åbningstider, sundhedsmæssige forbehold og nyheder.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Kommunaldirektør Steen Vinderslev tlf. 7216 5100

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-kommune-abner-dorene-igen?releaseId=13595122

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **