PRM / Sparer 3,2 tons CO2 om året: VIA har indgået aftale om 100 procent grøn strøm

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Solceller på tagene og mindre madspild i kantinerne. Hos VIA University College sker der hele tiden nye tiltag i jagten på mere bæredygtighed og mindre CO2-udledning.

    Det nyeste tiltag er en treårig aftale, der forenklet betyder, at VIA fremover udelukkende bruger grøn strøm produceret i Danmark på alle campusser – og derved sparer samfundet for mere end 3,2 tons CO2 årligt.

    “Forsimplet sagt har vi sikret os dokumentation på, at der produceres en 100 procent grøn mængde strøm, der svarer til VIAs eget elforbrug, nemlig 7,5 millioner kilowatt årligt. Med aftalen er vi blandt de uddannelsesinstitutioner, der er længst fremme, når det kommer til bæredygtig drift. Det skal vi være stolte af. Med den størrelse, vi har, kommer også et ansvar, og det tager vi på os,” fortæller Anders Thorsen, der er teknisk konsulent i VIA.

    Flere grønne initiativer på tegnebrættet

    Hovedparten af den nye grønne strøm købes hos en ekstern leverandør, men op mod ti procent kommer fra egne solceller.

    VIA har ti solceller fordelt på flere campusser, og der er planer om opsætning af yderligere to solceller på Campus Aarhus N og Campus Holstebro i Nørre Nissum.

    “Vores solceller giver en årlig CO2-besparelse, der svarer til det, som 17 danskere udleder om året, hvor alt er medtaget, altså kørsel, fly, el, varme, mad og så videre. Og el-produktionen svarer til 200 gennemsnitlige husstandes årlige forbrug,” fortæller Anders Thorsen og oplyser, at omstillingen til 100 procent grøn energi langt fra er den eneste indsats mod mere bæredygtig drift af VIAs campusser.

    “Rækken af grønne initiativer er efterhånden lang. Vi har blandt andet implementeret et system, der automatisk lukker for varmen i vores lokaler, når man åbner vinduerne, og vi har sat perlatorer på alle vandhaner, så vi minimere vandforbruget. Og vi har endnu flere projekter på tegnebrættet. For eksempel vil vi gerne se nærmere på, hvordan vi optimerer vores affaldssortering.”

    Læs mere om VIAs arbejde med bæredygtighed her. https://www.via.dk/om-via/baeredygtighed

    Kontakt:

    Redaktør Anne Rahbek, VIAs kommunikationsafdeling. Mobiltelefon: 87 55 15 21. E-mail: rahb@via.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sparer-32-tons-co2-om-aret-via-har-indgaet-aftale-om-100-procent-gron-strom?releaseId=13594541

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **