PRM / Enighed om ny overenskomst for tandklinikassistenter

    Pressemeddelelse fra HK Privat

    Der er netop aftalt en ny overenskomst for de 5.000 tandklinikassistenter, der ellers stod uden en aftalefornyelse efter, at arbejdsgiverne stemte nej til den første overenskomstaftale i slutningen af marts. HK Privat og Tandlægeforeningen er blevet enige om, at rammen for aftalen bliver den samme, men at klinikassistenterne må vente lidt længere på at få lønstigningerne ind på bankkontoen end andre privatansatte i industrien.

    – Jeg er glad for, at Tandlægeforeningen og vi fortsat er enige om, at det er en fair overenskomstaftale, som vi havde forhandlet os frem til første gang. Corona-pandemien har uden tvivl haft en indvirkning, og for dem handler det derfor i høj grad om timing og sikring af klinikkernes likviditet i en kriseperiode, siger næstformand i HK Privat Anja C. Jensen og tilføjer:

    – Derfor er vi gået med til, at vores medlemmer venter med at få udbetalt de lønstigninger, som de skulle have haft pr. 1. april til d. 31. december. Til gengæld, kan de så glæde sig over, at de får det fulde beløb, bare med forsinkelse. Det opsparede beløb vil være over 4.000 kr. per fuldtidsansat klinikassistent til den tid.

    Et nyt element i overenskomstaftalen er blandt andet nedsættelse af et samarbejdsudvalg, som skal mødes en gang om året, og det hilser næstformanden velkommen:

    – Forhandlinger under en sundhedskrise, som den vi netop har været igennem, kan godt slide lidt på alle involverede, så det er fint, at vi nu får et mere konstruktivt forum at mødes og drøfte stort og småt i.

    Overenskomstaftalen indeholder, ligesom den oprindelige, en automatisk stigning i minimumslønnen på mindst 1.421 kroner om måneden for alle privatansatte tandklinikassistenter over 3 år.

    Forbedringerne i den nye overenskomst minder derudover i høj grad om industriforliget, som blev indgået d. 9. februar. Eksempelvis stiger fritvalgskontoen fra 4 til 7 procent i aftaleperioden. Beløbet kommer oveni lønnen og kan veksles til kontanter eller bruges til at købe seniorfridage, børneomsorgsdage, indbetaling til pensionsordning. Og som noget helt nyt kan man som forældre bruge af kontoen til at afholde barns 2. hele sygedag samt lægebesøg med børn.

    Udover forbedringer på fritvalgskontoen er der til nybagte forældre også yderligere 3 ugers betalt barsel til den forælder, der ikke afholder barselsorlov.

    Overenskomstaftalen sendes nu til urafstemning blandt de tandklinikassistenter, der er medlem af HK Privat.

    Kontakt:

    Næstformand i HK Privat Anja C. Jensen tlf.: 60183331 email: anja.c.jensen@hk.dk

    Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/enighed-om-ny-overenskomst-for-tandklinikassistenter?releaseId=13594318

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **