PRM / Unge vil have mere og vildere natur

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    De fleste danskere vil gerne give mere plads til den vilde natur. Men der er alligevel forskel på opbakningen blandt unge og ældre, særligt når spørgsmålene drejer sig om store dyr og rovdyr. Det viser en ny meningsmåling, Kantar Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

    72 procent af de 18-35-årige mener, der må være elge, vilde heste og andre store dyr i naturen. Det samme mener kun 55 procent af danskere over 59 år.

    Og forskellen bliver endnu større, når det kommer til ulve, ørne og andre rovdyr. 59 procent af de unge og 36 procent af de ældre mener, der må være flere vildtlevende rovdyr i naturen.

    De unges velvillighed over for den vilde natur vækker glæde i Danmarks Naturfredningsforening.

    – Det er simpelthen så skønt, at lige præcis den unge generation har fået øjnene op for den vilde natur. Klimabevægelsen bliver i høj grad båret frem af de unge, og jeg håber, at de også vil hjælpe med at presse politikerne i forhold til at redde vores truede arter og pressede natur, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

    Truede arter har brug for mere plads

    Opbakningen kommer på en dyster baggrund. Aldrig før har den danske natur været så presset. 95 procent af landets naturtyper er i så ringe tilstand, at de er i fare for at forsvinde, viser en rapport fra Aarhus Universitet. Og når naturområderne går tilbage, gør arterne det også.

    389 arter er allerede uddøde, og yderligere 1.844 arter er i fare for at forsvinde fra den danske natur. Det viser Den danske Rødliste 2019.

    – Men vi kan vende udviklingen, hvis vi giver mere plads til den vilde natur, siger Maria Reumert Gjerding.

    – Vi drømmer om et vildere Danmark, hvor naturen får plads og er så godt beskyttet, at den kan udfolde sig frit. For så kan naturen komme sig, og der vil blive plads til store planteædere som vilde heste og bisoner. De store dyr vil skabe dynamik og flere levesteder, så de truede arter har større chance for at trives. Og samtidig får vi mennesker helt nye unikke naturoplevelser, uddyber hun.

    Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at mindst 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det er områder, hvor naturen har absolut førsteprioritet.

    Gallup: Flere unge vil have vildere natur

    Andel enige eller meget enige fordelt på alder.

    18-35 år

    36-59 år

    60 år +

    Alle

    Der skal være større områder, hvor naturen frit kan udvikle sig

    86%

    83%

    79%

    83%

    Naturen må gerne være vildere end i dag

    80%

    78%

    74%

    77%

    Der må gerne være flere store dyr i naturen som fx elge og vilde heste

    72%

    69%

    55%

    65%

    Der må gerne være flere vildtlevende rovdyr som fx ulv og ørn

    59%

    56%

    36%

    51%

    Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening
    Undersøgelsen er gennemført 23.-28. april 2020 blandt 1.019 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

    Kontakt:

    Kampagneansvarlig Michael Ohmsen tlf.: 31193214 email: mo@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-vil-have-mere-og-vildere-natur?releaseId=13594142

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **