Pressemeddelelse fra Alexandra Instituttet
Vejdirektoratet har netop afsluttet et omfattende udbud, som løber over de næste fire år, og som omfatter to delaftaler. En delaftale, som omfatter udvikling og vedligehold af eksisterende systemer, og en delaftale, som omhandler udvikling af nye systemer. Her er Alexandra Instituttet sammen med en række it-virksomheder valgt som leverandører.
Vejdirektoratet, der planlægger, anlægger og driver statens veje, har igennem årene opbygget en forskelligartet it-portefølje af forretningssystemer, som understøtter de mange opgaver. Vejdirektoratet har således behov for at kunne indkøbe vej- og trafikrelaterede it-konsulentydelser for at kunne udvikle og vedligeholde forretningssystemerne.
Formålet med rammeaftalen er, at sikre Vejdirektoratet adgang til indkøb af konsulentbistand relateret til udvikling, videreudvikling og vedligehold af Vejdirektoratets eksisterende og fremtidige forretningssystemer.
Udover indkøb af konsulentbistand så skal aftalen give Vejdirektoratet mulighed for at indkøbe nye, ikke standard forretningssystemer eller at overdrage ansvaret for vedligehold og videreudvikling af eksisterende systemer til leverandører på aftalen.
Det er her, at Alexandra Instituttet er udvalgt som én ud af fem rammeaftaleleverandører, med Mjølner Informatics og Accenture Denmark som underleverandører. Frank Allan Hansen, leder af Alexandra Instituttets Interactive Spaces Lab, ser frem til samarbejdet.
– Vi har arbejdet sammen med Vejdirektoratet i mange år, og ser selvfølgelig frem til at fortsætte det samarbejde, og til at være med i udviklingen af deres nye strategiske it-platform til deres fremtidige forretningssystemer, siger Frank Allan Hansen.
Alexandra Instituttet har siden 2015 stået for udviklingen af nogle Vejdirektoratets løsninger herunder Trafikinfo, Vintertrafik og Trafikken Hovedstaden.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/alexandra-instituttet-valgt-som-leverandor-for-vejdirektoratet-i-ny-rammeaftale?releaseId=13593606
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








