PRM / Puslespil styrker ODIN Engineerings sammenhold på trods af afstanden

    Pressemeddelelse fra Odin Engineering

    At lægge puslespil er blevet et særligt populært tidsfordriv under coronakrisen – det gælder også hos ODIN Engineering og virksomhedens ansatte.

    Siden regeringen den 11. marts opfordrede private virksomheder til så vidt muligt at sende ansatte hjem for at arbejde og bruge lønkompensationsordningen i stedet for at fyre folk, er mere end halvdelen af ODIN Engineerings medarbejdere hjemsendt med lønkompensation, mens resten arbejder hjemme eller i produktionen på virksomheden.

    “Det er en svær tid for vores medarbejdere, hvor mange lige nu er hjemsendte. Med et puslespil af hele ODIN-teamet i samlet flok har de noget at slå tiden ihjel med derhjemme. Samtidig bliver medarbejderne mindet om deres kollegaer og arbejdspladsen, det minder også lidt om at bygge maskiner, der består af mange brikker.” siger administrerende direktør hos ODIN Engineering, Mads S. Rasmussen.

    Et stærkt sammenhold i virksomheden

    Mads S. Rasmussen prioriterer at tage hånd om medarbejderne i denne tid og vise dem, at de er uundværlige. Som en overraskelse har ledelsen derfor brugt et par dage på at køre forbi hver enkelt medarbejder for at levere puslespillet personligt – en rute, der dækker det meste af Sjælland og Fyn.

    “Det er vigtigt for mig at skabe tryghed og fællesskab blandt medarbejderne i denne tid, så de føler, de stadig er en del af virksomheden, nu hvor mange er hjemsendte. Aktiviteten kan forhåbentlig bringe os tættere sammen, selvom vi er langt fra hinanden lige nu,” siger Mads S. Rasmussen.

    Han håber også, at initiativet både kan være med til at bevare og også styrke det stærke sammenhold, så det stadig er nemt at arbejde på tværs af alle faggrænser, når coronapandamien er drevet over:

    “Vi får et nærvær og en fælles referenceramme, som er vigtig at fastholde i denne her tid. Vi rykker tættere sammen, selvom vi rent fysisk er på afstand. Vi har et rigtig godt sammenhold og nogle meget engagerede medarbejdere. Mange glæder sig helt vildt til at være sammen om at bygge forretningskritiske specialmaskiner igen. Det må de meget gerne blive ved med.”

    Specialister med sans for præcise og nøjagtige mål

    Lige netop puslespil afspejler nogle af ODIN Engineerings værdier. Virksomhedens dygtige ingeniører, konstruktører, teknikere, smede, elektrikere, maskinarbejdere og indkøbere arbejder hver dag med meget præcise og nøjagtige mål.

    Medarbejderne er ifølge Mads S. Rasmussen både detaljeorienterede, innovative og ikke mindst skrappe til at finde de rigtige brikker.

    “Vores evne til at bygge forretningskritiske maskiner til førende produktioner i hele verden er forankret i kulturen hos ODIN Engineering, hvor kloge hænder og kloge hoveder arbejder tæt sammen. De hardcore og allermest nørdede medarbejdere kan lægge puslespillet lynhurtigt med bagsiden opad,” siger han og smiler.

    Medarbejderne giver hinanden status på, hvor langt de hver især er nået med at lægge puslespillet. Det sker ved virksomhedens virtuelle, interne møder over Microsoft Teams, som er blevet en integreret del af ODIN Engineerings faglige og sociale aktiviteter.

    Kontakt:

    Adm. direktør,

    Mads Strøjer Rasmussen

    +45 58 55 05 25
    msra@odin-engineering.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/puslespil-styrker-odin-engineerings-sammenhold-pa-trods-af-afstanden?releaseId=13593762

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **