PRM / Åbent brev fra Niels Nygaard, formand i DIF

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Kære alle foreninger, frivillige og idrætsudøvere i DIF

    De seneste måneder har været de mest bekymrende og udfordrende i de 13 år, jeg
    har været formand for DIF. Men jeg tror heller aldrig, at jeg har været så imponeret.
    Imponeret over i hvor høj grad I har udvist ansvarlighed, forsvarlighed og
    tålmodighed.

    Med stolthed har jeg fulgt, hvordan vores forbund og alle jer ude i foreningerne har
    overholdt forbuddet mod at bruge de indendørs faciliteter og fulgt opfordringen til
    at sætte de udendørs idrætsaktiviteter på pause.

    I har udvist stort medansvar for at få Danmark på ret corona-kurs igen. Også selvom
    det har haft omkostninger.

    Fantastiske frivillige
    Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en stor og dybfølt TAK til alle jer
    frivillige. I investerer jeres fritid i at skabe rammerne for et godt foreningsliv – både
    hvad angår de fysiske aktiviteter og de sociale fællesskaber.

    Jeres arbejde er uhyre vigtigt: Der findes masser af forskning, som viser, hvor stor
    betydning foreningsidrætten har for både vores fysiske og mentale velvære. Og for
    socialt udsatte børn og voksne kan foreningslivet være altafgørende.

    De seneste måneder har været udfordrende for jer: Der er masser af bekymringer
    om alt fra medlemsfrafald til usikkerhed om længden på nedlukningen.

    Det har kostet ekstra kræfter at lukke ned, og det er også krævende at skulle åbne
    op igen med corona-regler og skærpede krav til fx hygiejne. Nogle af jer står midt i
    genåbningen, og flere af jer følger efter inden længe, hvis tallene i Danmark
    fortsætter sin positive udvikling. Og det tyder alt heldigvis på.

    En stor hilsen til vores udøvere – på alle niveauer
    Samtidig vil jeg også gerne sende en stor hilsen til alle jer, der dyrker idræt i vores
    62 forbund. Det gør et kæmpe indtryk at opleve, hvor meget I savner fællesskabet
    og træningen i foreningerne. Uanset om i er børn eller voksne.

    Det er med stor glæde lykkedes at få genstartet de udendørs idrætsaktiviteter. Og
    selvom det selvfølgelig ikke er uden udfordringer og foregår med corona-regler, så
    bliver jeg en smule rørt, når jeg på mine jævnlige cykelture i lokalområdet igen kan
    se og høre glade børn drøne rundt på idrætsanlæggene.

    En særlig hilsen sender jeg også til alle jer, der dyrker idræt på eliteplan. I DIF er vi
    glade for, at det lykkedes os at forhandle endnu mere end “kun” superligaen i
    fodbold med i aftalen om den professionelle idræt. Men vi ved godt, at der fortsat
    er rigtig mange af jer, der er i venteposition.

    En del af jer er unge mennesker, som har en stor del af jeres hverdag og
    fremtidsdrømme bygget op omkring jeres sport. Og lige nu kæmper I en sej kamp
    for at bevare motivationen.

    Vi føler med jer og kan garantere jer, at vi arbejder på højtryk for at få flest muligt
    af jer tilbage i bassinerne, på banerne og i hallerne hurtigst muligt – uanset om I
    dyrker jeres idræt på motions- eller konkurrenceplan.

    Kampen fortsætter
    Siden nedlukningen af Danmark og af vores foreningsliv den 11. marts 2020 har vi i DIF arbejdet i noget nær døgndrift for at få idrætten bedst muligt gennem krisen.

    En stor del af arbejdet foregår i kulissen, men I skal vide, at der bliver kæmpet – og
    arbejdet er langt fra slut.

    Vi har i DIF-idrætten bevist, at vi både tager ansvar og udviser forsvarlighed. Og dét
    er ikke uvæsentligt, når vi i disse dage forhandler om at få gang i en endnu større
    del af vores fælles idrætsliv.

    Indtil da et kæmpe skulderklap til jer alle. Pas godt på jer selv og hinanden.

    Bedste hilsner

    Niels Nygaard
    Formand, DIF

    Kontakt:

    Formand Niels Nygaard tlf.: 43262005 / 20737112 email: nny@dif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/abent-brev-fra-niels-nygaard-formand-i-dif?releaseId=13593498

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **