Pressemeddelelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen
Efter 12 år på posten stopper australske Francis Gurry til september som generaldirektør for FN-organisationen World Intellectual Property Organization (WIPO). Francis Gurry overlader stafetten til Daren Tang fra Singapore, der som ny generaldirektør nu skal sætte en klar vision for det internationale arbejde med immaterielle rettigheder som patenter og varemærker.
“Der er tale om en betydningsfuld post i FN-systemet. Generaldirektøren er med til at sætte rammerne for verdenshandlen, og hans beslutninger kan have stor betydning for den moderne økonomi. Patenter, varemærker og designrettigheder udgør grundforudsætningen for vækst, eksport og skalering, da rettighederne giver virksomheder eneret til deres produkt. Til gengæld skal virksomhederne offentliggøre de tekniske detaljer ved deres opfindelse til inspiration for andre, og på den måde er opfindelserne med til at drive udviklingen fremad samt skabe værdi for både virksomheden og for samfundet,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Han bemærker samtidig, at det er en meget speciel periode nu, hvor den nye generaldirektør sætter sig i stolen:
“Lige nu befinder vi os i en helt ny situation med den globale corona-pandemi. Det bliver derfor meget interessant at følge, hvilken strategi og vision Daren Tang bringer med ind i organisationens internationale arbejde med immaterielle rettigheder”.
Om den kommende rolle siger Daren Tang selv i en pressemeddelelse fra WIPO:
“Jeg takker oprigtigt alle medlemsstater for deres støtte og tillid til at betro mig dette enorme ansvar i disse hidtil usete tider. Corona-pandemien har skabt megen elendighed og bragt verden i en tilstand, der minder os om vores fællesskab. Mere end nogensinde er WIPO nødt til at støtte vores opfindere, innovatører og skabere, som alle spiller en kritiske rolle i at hjælpe os med at overvinde denne alvorlige pandemi, hvad enten det drejer sig om at finde en kur mod virussen eller lade os blive forbundet via teknologi eller løfte vores humør i denne udfordrende tid.”
Daren Tang er udvalgt blandt i alt ni kandidater til posten. Patent- og Varemærkestyrelsen har på vegne af Danmark deltaget i valgprocessen, der i løbet af foråret er afviklet i WIPO’s såkaldte Koordinationskomité. Valget af Daren Tang som kandidat blev endeligt konfirmeret gennem en hidtil uset skriftelig procedure, da WIPO på grund af den globale corona-pandemi var nødsaget til at annullere fysiske møder. Normalt ville kandidaturet blive konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling.
Daren Tang indtræder den 1. oktober 2020 i stillingen som generaldirektør for en seksårig periode.
Om WIPO
World Intellectual Property Organization (WIPO) er FN’s specialorganisation for intellektuelle ejendomsrettigheder. WIPO er en international organisation, der administrerer og udvikler de internationale konventioner og aftaler inden for immaterialret. WIPO står blandt andet for behandling af konkrete ansøgninger, politikudvikling, formidling af information på området og samarbejder inden for immaterielle rettigheder. WIPO blev etableret i 1967 og er brugerfinansieret.
Kontakt:
Kommunikationschef Tine Heide Thomsen tlf.: 20 76 92 08 email: tiht@dkpto.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/world-intellectural-property-organization-wipo-udnaevner-ny-generaldirektor?releaseId=13593368
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








