PRM / Nyt VE-krav er en af vejene til grøn genåbning

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Hvis det står til Energistyrelsen, skal det fremover være et krav, at virksomheder, der installerer varmepumper, skal være VE-godkendte, hvis ejeren skal opnå tilskud fra styrelsen. Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne bakker man fuldt op om forslaget, som netop har været i høring.

    “Ved at indføre dette krav, løfter vi kvaliteten af varmepumpeinstallationerne, og vi bidrager til en generel opkvalificering i branchen,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

    “Samtidig vil kravet gøre det meget lettere for forbrugerne at se hvilke virksomheder, som har fået godkendt deres VE-kvalifikationer. Og man vil kunne føle sig langt mere sikker på, at den installerede varmepumpe lever op til forventningerne. For når der udbetales offentlig støtte til grønne projekter, er det et helt naturligt krav at kvaliteten af arbejdet skal være i orden. Det bidrager ordningen til,” siger Troels Blicher Danielsen.

    “På den måde motiverer vi også danskerne til at investere grønt, klogt og med høj kvalitet, når vi skal ud af de øjeblikkelige virusudfordringer. Det kan skabe og fastholde private arbejdspladser i denne nedgangstid, hvor vi foreløbig kun har set starten på den økonomiske krise,” siger Troels Blicher Danielsen.

    VE-installationer i almindelighed, og varmepumper i særdeleshed, er kompliceret teknologi, der skal håndteres af fagfolk med de krævede kompetencer. Og der er de senere år – bl.a. påvist af Teknologisk Institut – konstateret problemer med kvaliteten af en del af disse installationer. Derfor er der ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne god brug for den nye regel, som forventes at træde i kraft fra årsskiftet og betyder, at der skal være minimum én VE-godkendt person i den enkelte virksomhed.

    “Det betyder, at vi kommer til at se øget søgning på uddannelserne til at blive VE-godkendt. Vi forventer, at der skal uddannes 250-500 for at kunne håndtere efterspørgslen. Så der kan blive behov for, at erhvervsakademier, maskinmesterskoler og andre, som uddanner VE-installatører, er klar, men det er også jeg sikker på, de er, og at opgaven kan håndteres uden væsentlige problemer,” siger Troels Blicher Danielsen.

    “For vi kan se, at erhvervsakademierne allerede har taget ansvaret på sig og øget deres udbud af kurser betragteligt, siden det blev kendt, at Energistyrelsen forventede at indføre krav om VE-godkendelse for udbetaling af tilskud,” siger Troels Blicher Danielsen.

    TEKNIQ Arbejdsgiverne arbejder på at sikre, at der udbydes kurser over hele landet, så installatørerne ikke skal køre for langt for at kunne deltage i efteruddannelsen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, tlf. 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-ve-krav-er-en-af-vejene-til-gron-genabning?releaseId=13593276

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **