Pressemeddelelse fra Ase
“Netop nu, hvor vi står over for genåbning af samfundet og dermed også tilbagevenden til det dynamiske og fleksible arbejdsmarked, er behovet for individuel vejledning større end nogensinde. Derfor er det uholdbart, at al beskæftigelsesindsats bare er suspenderet som konsekvens af Covid19-situationen, når der findes digitale alternativer, som både er sundhedsmæssigt, økonomisk og kvalitetsmæssigt mindst lige så godt,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Vi efterlader de ledige i stikken og forlænger unødigt ledighedsperioden for tusindevis af ledige, fordi regeringen har sat en stopper for al indsats, der skal få ledige i job igen, understreger han.
“Det er gammeldags tænkning, hvis regeringen tror, at en samtale kun kan foregå ved personligt fremmøde. Vi spilder ganske enkelt tiden på grund af teknologiforskrækkelse. Når samfundet åbner, og nye jobmuligheder opstår, står de ledige ikke klar til at søge nye stillinger, fordi regeringen agerer teknologisk stopklods,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Vi skal både gentænke og digitalisere beskæftigelsesindsatsen i kølvandet på nedlukningen af Danmark. Opgaven er nu at få landet på fode igen og de tusindevis af danskere, der har mistet jobbet som konsekvens af Corona-krisen, hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet, fastslår han.
“Men det gør man ikke ved at sidde på hænderne og være fastlåst i, at alt skal være som det hidtil har været. Er der noget, som Corona-krisen har lært os, så er det, at tiden efter bliver anderledes,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Ase er en af de a-kasser, som af egen kraft er gået i gang med CV-samtaler via webinarer. Ase har været i dialog med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om digitale samtaler kan anerkendes som såkaldt nulstillende uden der er fundet en afklaring. Hvis ikke de digitale samtaler kan anerkendes som nulstillende, skal disse samtaler gennemføres igen ved fysisk fremmøde, når beskæftigelsesministeren en gang ude i fremtiden ophæver dvalestilstanden i beskæftigelsesindsatsen.
“Der har vist sig en lang række positive erfaringer med digitale løsninger under Covid19-nedlukningen, som man bør gøre brug af i beskæftigelsesindsatsen. Når statsledere på europæisk plan kan træffe store vidtgående beslutninger via digital kontakt, kan en ledig og en jobkonsulent også have en samtale om den lediges CV uden, at det kræver man mødes fysisk i samme lokale,” påpeger Karsten Mølgaard Jensen.
“Vi skal ikke bruge ressourcerne på unødige omkostningstunge processer som at tvinge folk til fysisk fremmøde i en tid, hvor vi som samfund kan imødese store økonomiske udfordringer. Samtidig vil CV-samtaler og jobsøgningsfremmende møder som webinarer helt fjerne smitterisikoen og dermed smidiggøre genåbningen af Danmark,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Støtte og vejledning af medlemmer, der har mistet jobbet eller risikerer at gøre det, er en kerneopgave i a-kasserne. Men som følge af suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen og forbuddet mod fysiske møder har alene Ase flere end 2.000 medlemmer, der nu venter på at få den lovpligtige CV-samtale.
Derfor har Ase rettet henvendelse til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for at gøre det muligt at bruge digitale kontaktformer og dermed kunne udøve rettidig og fyldestgørende vejledning såvel i suspensionsperioden som efterfølgende.
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt:
Karsten Mølgaard Jensen, adm. dir: 40130897
Troels Krog, chef for Politik og Presse: 21359026
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ase-regeringens-digitale-stopklods-skaber-samtalepukkel-for-50000-nyledige?releaseId=13592989
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








