Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp
Myndighederne i det østafrikanske land Kenya forsøger at holde coronavirussen nede med strenge restriktioner, samtidig med at andre kriser trænger sig på.
De sidste tre uger har det regnet langt mere end normalt. Det har ledt til voldsomme oversvømmelser og jordskred, og det officielle dødstal er steget til næsten 200.
“De ekstreme mængder regn kræver dagligt nye menneskeliv. Så mens corona og myndighedernes nedlukning af hele samfund stjæler verdens opmærksomhed, så kæmper verdens fattigste en ubarmhjertig kamp mod klimaforandringer og ekstreme vejrforhold. Det er svært at gå i karantæne og holde sig inden døre, når ens hus er skyllet væk,” siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen.
Vandet tager hjem, dyr og afgrøder
100.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem, oplyser talsmanden for den kenyanske regering, Cyrus Oguna. Vandmasserne har ikke kun ødelagt folks hjem. De har også taget både afgrøder og husdyr med sig og har dermed fjernet en stor del af livsgrundlaget for alle de mennesker, der er påvirket af de voldsomme vejrforhold.
Det er særligt i den vestlige del af landet, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, der er hårdt ramt.
“Vi har igangsat en hjælpeaktion gennem vores lokale partnerorganisationer. Vi går nu i gang med at dele kontanter ud til 5000 af de mest udsatte personer, der lige nu står og har hårdt brug for hjælp til at genetablere sig midt i denne katastrofe,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Regional katastrofe
Det er ikke kun i Kenya, at regnskyllene tvinger menneskene væk fra deres boliger. I nabolandet Uganda er Victoriasøen gået 13 meter over sine bredder, og 7000 mennesker er fordrevet fra deres hjem. I Rwanda har 55 personer mistet livet, og i Somalia er dødstallet 16 personer på grund af oversvømmelserne.
“Situationen i Østafrika tegner et dystert billede af, at de ekstreme naturkatastrofer på nuværende tidspunkt forvolder langt større skade, end coronavirussen har gjort. Samtidig frygter vi for, at pandemien får et fast tag i regionen,” siger generalsekretæren og uddyber:
“På ene side risikerer man, at corona spreder sig i lande, der slet ikke har sundhedssystemer til at håndtere et stort antal smittede. På den anden side oplever vi, at folk dør af sult, oversvømmelser og er tvunget på flygt på grund af klimaforandringerne. Så vores indsatser går på begge ben. Vi skal hjælpe med at forhindre en sundhedskatastrofe – og vi skal samtidig forebygge og afhjælpe alle de andre kriser, der truer millioner af menneskers liv.”
Kontakt:
Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen tlf.: 29 70 06 23 email: biqs@dca.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/det-er-svaert-at-ga-i-karantaene-nar-ens-hus-er-skyllet-vaek?releaseId=13593030
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








