PRM / Coronahjælp fra TEKNIQ Arbejdsgiverne: Halv pris på kontingentet

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Ligesom mange andre brancher er landets installations- og metalvirksomheder ramt af coronakrisen med faldende aktivitet efter den delvise nedlukning af Danmark. Derfor har TEKNIQ Arbejdsgivernes bestyrelse netop besluttet at halvere medlemsvirksomhedernes kontingent for årets andet kvartal.

    “Det er ikke nok bare at udskyde kontingentbetalingen, for så vil regningen bare ligge og vente på virksomhederne,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    “Derfor vil vi gerne give vores medlemmer en besparelse, som kan mærkes og aflæses direkte på virksomhedernes bundlinje. Vi tager også ansvar for at hjælpe vores medlemmer, så det ikke kun er statskassen, der skal understøtte virksomhederne,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Initiativet vil betyde, at TEKNIQ Arbejdsgiverne går glip af indtægter for et tocifret millionbeløb. Men ifølge Troels Blicher Danielsen er pengene godt givet ud.

    “Vi kan allerede nu se, at omsætningen hos vores medlemmer daler, ledigheden stiger, og vi forventer, at den generelle efterspørgsel falder yderligere resten af året,” siger han.

    “Det er bestemt ikke fordi, der er mindre brug for alle ressourcer i organisationen, og vi oplever en meget stor efterspørgsel på rådgivning fra vores medlemmer. Det er et stort skridt at halvere kontingentet her og nu, men virksomhederne står i en hidtil uset, uvis og usikker situation, der kræver hidtil usete løsninger,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, tlf. 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronahjaelp-fra-tekniq-arbejdsgiverne-halv-pris-pa-kontingentet?releaseId=13592903

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **