PRM / Hver 4. klinikassistent: Værnemidler lever ikke op til retningslinjer

    Pressemeddelelse fra HK Privat

    Enten er der ikke nok værnemidler, værnemidlerne er for hjemmelavede eller af for dårlig kvalitet eller i de værste tilfælde er det en kombination af begge, vurderer 23 % af klinikassistenterne i rundspørge foretaget af HK Privat. 358 klinikassistenter har deltaget i undersøgelsen.

    Og ud over, at den er gal med værnemidlerne, så vurderer 25 %, at der kun i nogen grad er taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på klinikken, så både klinikassistenten og patienterne er tilstrækkeligt beskyttet i forhold til COVID-19-smitte.
    8,5 % vurderer endda, at det er i ringe eller i meget ringe grad. Det er chokerende tal for næstformand i HK Privat Anja C. Jensen:

    – Vi hører den ene vanvittige historie efter den anden fra vores klinikassistenter – om alt fra, at de bruger de samme mundbind en hel dag eller arbejder i afdækningsplast. Det er chokerende, at så mange klinikassistenter svarer, at der ikke er styr på værnemidlerne og sikkerheden, siger hun og fortsætter:

    – Jeg er ikke i tvivl om, at flertallet af tandklinikkerne iagttager reglerne til kryds og slange, men når man tegner et helt fag kollektivt, må man også tage ansvar for de mange steder, hvor det halter. Tandlægeforeningen har fra start af forsøgt helt at afvise, at der er et problem og nu, hvor anmeldelserne kommer ind, så forklejner de problematikken. Men det er simpelthen på tide, at de får ryddet ordentligt op i egne rækker.

    HK Privat har indtil videre anmeldt 9 klinikker til Arbejdstilsynet, og der er flere anmeldelser på vej.

    Dagbladet Politiken har i dagens avis talt med flere af de tandklinikassistenter, der ikke er trygge ved at gå på arbejde uden de rette værnemidler. Til avisen fortæller en anonym klinikassistent blandt andet:

    – Vi har kun fået udleveret én ansigtsmaske. Engangskitler har vi slet ikke. Og når vi spørger, om de kommer senere, får vi at vide, at det ikke er nødvendigt. Nu er flere af vore patienter begyndt at spørge ind til, om vi ikke skal have en eller anden form for beskyttelsesdragter.

    Næstformand Anja C. Jensen bliver fortsat ringet op af tandklinikassistenter, der bliver bedt om at bruge afdækningsplast klippet til ponchoer som kitler, der ikke må skifte mundbind en hel dag, selvom de skal skiftes mellem hver patient, og som bliver truet med fyring, hvis de protesterer.

    – Desværre kan vi på mange af vores henvendelser også konkludere, at det de fleste steder ikke handler om mangel på værnemidlerne længere. De er begyndt at komme på lager igen. Det handler simpelthen om, at tandlægerne lader økonomi trumfe sikkerheden, og det er forbandet uansvarligt og uanstændigt overfor både medarbejderne og os patienter.

    HK Privat organiserer 5.000 tandklinikassistenter i hele landet.


    Andre resultater fra undersøgelsen:


    27 % føler sig kun i nogen grad trygge ved de personlige værnemidler, de har til rådighed. 8 % i ringe eller i meget ringe grad.

    12 % angiver, at der ikke er tilstrækkeligt med masker/mundbind til, at man kan skifte maske/mundbind mellem hver patient

    13 % angiver, at der ikke er mulighed for at skifte kittel/forklæde (i nødstilfælde kliniktøj) mellem hver patient, hvor man har deltaget i en aerosoldannende arbejdsproces

    43 % er ikke blevet instrueret i, hvordan tøjskift skal foretages for at undgå, at eventuel smitte på kittel/forklæde/kliniktøj overføres til den øvrige beklædning under tøjskiftet

    NIR: Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer
    Sundhedsstyrelsens retningslinjer for tandklinikker_ Håndtering af COVID-19: Omstilling og gradvis øget aktivitet i tandplejen

    Kontakt:

    Næstformand Anja C. Jensen tlf.: 60183331 email: anja.c.jensen@hk.dk

    Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-4-klinikassistent-vaernemidler-lever-ikke-op-til-retningslinjer?releaseId=13592622

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **