PRM / Den politiske fantasi er død – nu tager vi sagen i egen hånd

    Pressemeddelelse fra Sort/Hvid

    ÅR NUL har vi døbt vores teatersæson for 2020/2021. En ny, dugfrisk tidsregning. En genoplivning af en politisk forestillingskraft, som er stendød. I sæson 2020/2021 er Sort/Hvid kunstnerisk leder af Teater Momentum i Odense. Denne sæson dedikerer vi til at forestille os verden ud fra helt nye perspektiver. Alle forestillinger i denne sæson undersøger en ny begyndelse for en anden fremtid.

    “Vores beslutningstagere er begrænset af indbildt nødvendighed, vaner, kompromisser og en rigid bureaukratisk proces. Hensyn til forskellige holdninger, vælgergrupper, partipolitiske skel og traditioner er en stor del af det politiske landskab, og det begrænser mulighederne for radikal forandring. Det er det, som gør, at en klimalov mere bliver en lappeløsning, end en egentlig ny, gennemgribende løsning på et globalt problem. Hvis vi vil undersøge nye muligheder for en bedre fremtid, skal det ske uden begrænsninger. Det er det frirum, som kunsten kan åbne: Her kan vi forestille os, at verden kan se fuldkommen anderledes ud,” siger Christian Lollike, kunstnerisk leder af Sort/Hvid.

    Er demokratiet den bedste styreform?
    Sort/Hvid og Teater Momentum vil vove at stille de helt store spørgsmål: Er demokratiet den rette styreform? Behøver vi nationalstater? Hvordan kan et globalt samfund organiseres? Kan vi leve som nomader? Hvem har mest ret til at være her? Hvor skal vi leve, hvis Jorden er ubeboelig?

    Store verdensomspænde kriser som Covid-19, en potentiel ny økonomisk krise og klimaforandringerne stiller os i en situation, hvor vi er nødt til at tænke radikalt anderledes. Det er udfordringer, som sætter spørgsmålstegn ved basale samfundsstrukturer og vores selvforståelse, og som kunne fordre et helt nyt globalt samarbejde. I stedet får kriserne os tilsyneladende til at forskanse os i nationalstatens forældede magtstruktur, som formulerer politik efter en idé om økonomiske nødvendigheder, der er betinget af markedskræfterne. Staten og kapitalismen går hånd i hånd gennem kriserne, mens alternativerne er umulige at få øje på.

    “Det er lettere at forestille sig jordens undergang end kapitalismens endeligt, har man sagt i nogle årtier. I forlængelse af den politiske impotens har kunsten været præget af dystre forudsigelser om en fremtid, der så meget sort ud. Det er den ene dystopiske fortælling efter den anden. Det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for at finde nye modeller for fremtiden. Derfor dedikerer vi en sæson til fremtidsforskning,” fortæller Christian Lollike.

    Programmet for sæsonen offentliggøres den 29. april kl. 12, hvor man vil kunne læse om alle forestillinger i næste sæson på sort-hvid.dk.

    OM FORESTILLINGERNE I NÆSTE SÆSON
    Sort/Hvid og Teater Momentum undersøger fremtiden med fire egenproduktioner:

    NUL
    Til at lave den første forestilling i sæsonen har vi inviteret kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT). Det samme hold, som stod bag MATYRMUSEUM – en af de mest omdiskuterede teaterforestillinger i nyere tid. Forestillingen NUL går imod tidens dystopiske undergangsfortælling. I tæt samarbejde med tre forskere kommer NUL med bud på fremtidsscenarier, vi kan tro på. Det sker i TOETT’s visuelle iscenesættelsesform, der inddrager både scenekunst, billedkunst og installation.

    Forestillingen er en samproduktion mellem Sort/Hvid og Teater Momentum. NUL har premiere på Sort/Hvid den 11. september – 3. oktober 2020, og spiller på Teater Momentum 15. januar – 10. februar 2021.

    EN FORTÆLLING OM BLINDHED
    Corona brød ud, mens vi forberedte sæsonens forestilling om en epidemi. EN FORTÆLLING OM BLINDHED er en dramatisering af den nobelprisvindende portugisiske forfatter José Saramagos bog af samme navn. En by rammes af en uforklarlig blindhedsepidemi. I Christian Lollikes iscenesættelse bliver publikums synssans sat ud af spil. Installereret i hospitalssenge bliver publikum overladt til deres andre sanser. Forestillingen undersøger, hvordan vi agerer og organiserer os på ny i en katastrofe. Hvad sker der med synet på fremtiden, når vores sansning af verden forandres radikalt?

    Forestillingen er en samproduktion mellem Sort/Hvid, Aarhus Teater og Teater Momentum. EN FORTÆLLING OM BLINDHED har premiere på Aarhus Teater den 29. august – 26. september 2020. Derefter spiller den på Teater Momentum 2. oktober – 24. oktober 2020 og på Sort/Hvid den 31. oktober – 21. november 2020.

    TERNINGEKVINDEN
    Hvorfor overlader vi ikke fremtiden til tilfældigheder, når vi nu har så svært ved at forandre os? Den debuterende dramatiker William Lippert har skrevet en fortælling om at bryde ud af fasttømrede forventninger til, hvem man er, og hvordan man kan handle. I Sigrid Johannesens iscenesættelse bliver TERNINGENKVINDEN en multimedieforestilling, der er ny hver aften. Et intenst spil terninger om det næste skridt i karakteren Lucias liv udspiller sig i salen og livetransmitteres fra byrummet. Terningerne bestemmer handlingen. Og publikum må kaste dem.

    Forestillingen er en samproduktion mellem Sort/Hvid og Teater Momentum. TERNINGEKVINDEN har premiere på Teater Momentum den 23. november – 19. december 2020 og spiller på Sort/Hvid den 9. januar – 30. januar 2021.

    VERDENSFSERINDEN
    Madame Nielsen, som stod bag den omdiskuterede BLACK MADONNA, udforsker i sit nye værk muligheden for en ny global verdensorden. En kvinde vågner og beslutter at skabe en samjordisk bevægelse, hvor menneskets beherskelse af naturen ophæves i et nyt, mangeartet fællesskab. Kvindens forvandling ledsages af amazonerne i strygerkvartetten Halvcirkel og instrueres af Christian Lollike.

    Forestillingen er en samproduktion mellem Sort/Hvid, The Nielsen Movement og Teater Momentum. VERDENSFSERINDEN har premiere på Sort/Hvid den 12. februar – 27. februar 2021 og spiller på Teater Momentum den 5. marts – 20. marts 2021.

    Kontakt:

    Salgs- og kommunikationsansvarlig Maja Vadum Larsen tlf.: 61 70 89 79 email: maja@sort-hvid.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/den-politiske-fantasi-er-dod-nu-tager-vi-sagen-i-egen-hand?releaseId=13592479

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **