PRM / Corona-skolelukninger smadrer millioner af børns fremtid i Vest- og Centralafrika

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    Mens indsatsen mod COVID-19 hovedsageligt fokuserer på sundhedssystemerne, har pandemien også yderligere ødelæggende konsekvenser for børn. I et forsøg på at bremse COVID 19-pandemiens spredning lukker regeringerne skoler over hele verden, og det kan forværre sårbarheden hos i forvejen marginaliserede børn i Vest- og Centralafrika og især i Sahel-regionen.

    – Det er en hård tid. Vi kan ikke lære noget, og jeg bekymrer mig om virussen. Jeg ved ikke, hvornår skolen åbner igen. Jeg ved ikke, om vi får afsluttet skolen. Jeg ved ikke, om virussen vil være skyld i en tragedie i vores land. Jeg er virkelig bange, og jeg savner min klasse og mine venner. Jo flere dage der går, jo flere sygdomstilfælde er der, og med den hastighed, smitten spreder sig, er der ikke udsigt til, skolen åbner igen foreløbig, siger 12-årige Awa fra Bamako i Mali.

    Mens nogle lande er bedre forberedt på at etablere alternativ undervisning til børn under skolelukningen, vil de mest marginaliserede piger og drenge, der bor i landdistrikter eller forstæder til de største byer, have svært ved at få adgang til fjernundervisningen. Det gælder også børn fra husholdninger med lav indkomst, handicappede og børn, der bor i områder, der allerede er ramt af konflikter og humanitære kriser.

    – Med COVID-19, der presser regeringerne til at begrænse befolkningers bevægelsesfrihed og lukke skoler, er vi i Red Barnet bekymrede over de begrænsede muligheder, der er til rådighed for at sikre, at alle børn kan følge undervisningen fra deres hjem. Når deres uddannelse afbrydes og ikke foregår på et sikkert sted som i en skole, er børn i en højere risiko for at blive udsat for misbrug, vold og udnyttelse, og de, især piger, er mere tilbøjelige til at droppe helt ud af skolen, siger Helle Gudmandsen, der er chef for international uddannelse i Red Barnet.

    Eksisterende kriser forværres
    Uddannelsessystemer i DRC, Burkina Faso, Mali, Niger og Nigeria står allerede over for betydelige udfordringer som følge af igangværende konflikter, intern fordrivelse og en kritisk mangel på finansiering. COVID-19 er blot med til at forværre disse allerede alvorlige udfordringer.

    – Uddannelse skal være en del af den nuværende respons på COVID-19-udbruddet. Millioner af børns fremtid står på spil. Sygdommen kan forsvinde over tid, men børn vil lide under konsekvenserne af den manglende skolegang i resten af deres liv, siger Helle Gudmandsen.

    At håndtere sundhedskrisen og bremse virussen skal være en prioritet, men vi skal samtidig sikre, at børn kan fortsætte deres uddannelse hjemmefra. Indtil videre er mulighederne for det blevet meget begrænsede.

    – Det er en udfordring, som regeringerne bliver nødt til at gøre noget ved med hjælp fra det internationale samfund. Hvis vi ikke får eleverne til at forsætte deres læring, vil mange børn, især piger, droppe ud af skolen. Selvom ebola-udbruddene var en helt anden epidemi, bør vi tage ved lære af de erfaringer, som vi gjorde os dengang, fortsætter Helle Gudmandsen.

    Red Barnet opfordrer regeringer og det internationale samfund til at sikre, at:

    • der bliver lavet en indsats for at mindske konsekvenserne af skolernes lukning. I Afrika, hvor millioner ikke har adgang til internettet, kan værktøjer som radio- og tv-programmer hjælpe børn med at få adgang til alternativ uddannelse. Det er vigtigt, at regeringerne støtter lærerne og udstyrer dem med værktøjer, som giver dem mulighed for at lave fjernundervisning af høj kvalitet.
    • de mest marginaliserede børn derudover har adgang til pasning og støtte, da skolelukningerne rammer dem hårdest.
    • der vil blive truffet nødvendige foranstaltninger for at afbøde yderligere risiko for børn. Mange er fx afhængige af skolemåltider som supplement til deres daglige ernæring. Derudover er børn, der ikke går i skole, også i større risiko for at blive rekrutteret til børnearbejde, misbrug og udnyttelse.
    • have særlig opmærksomhed på piger, da de er særligt udsatte. De bliver typisk sat til at passe ældre og syge familiemedlemmer og små søskende og kan risikere at blive ofre for børneægteskab.

    UNESCOs opgørelse over børn, der er ramt af skolelukning, på verdensplan: https://en.unesco.org/covid19/educationresponse

    Kontakt:

    Pressechef Mette Noppenau tlf.: 2012 1858 email: men@redbarnet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/corona-skolelukninger-smadrer-millioner-af-borns-fremtid-i-vest–og-centralafrika?releaseId=13591344

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **