PRM / Furesø samler frivilliges tilbud om hjælp på hjemmesiden

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    “Mange bliver påvirket af ensomhed i denne tid, fordi vi skal holde afstand til hinanden. Ældre ser ikke deres børn og børnebørn, og mange oplever tristheden ved at være alene. Mange frivillige tilbyder i disse dage at ringe til folk, og der er tilbud om praktisk hjælp. Mange tak for det! Vi har samlet de mange tilbud, som foreninger har kontaktet os om, på vores hjemmeside, så de er nemme at finde,” siger Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen (S).

    Mange frivillige tilbyder hjælp

    På furesoe.dk/corona kan man fx læse om Røde Kors’ initiativ “Snaksammen”, som man kan tilgå i Boblberg. Furesø Kommune tilmelde sig i foråret Boblberg, så Furesøs borgere også kan få glæde af de sociale muligheder, der findes her.

    Den lokale afdeling af SIND tilbyder et socialt telefonopkald. Man kan blive ringet op hver dag af en frivillig, som mest af alt vil sikre, at man har det godt. Ældresagen tilbyder også telefonvenner, og WeCare tilbyder gratis psykologrådgivning online til corona-ramte borgere. Frivillighedscentret i Furesø tilbyder hjælp til kontakter. Vi bliver også gladere af at synge med andre. Her er der mulighed på DR1, hvor DR Pigekorets dirigent Phillip Faber synger danske sange hver morgen.

    Kræftens Bekæmpelse har udviklet app’en “Sammenholdet”, som er for alle, og hvor man kan bede sit eget netværk om hjælp. Ellers tilbyder flere dagligvarebutikker at levere varer ud, og Røde Kors tilbyder at hente pakker, medicin og andre ting.

    Har man brug for at få rørt sig eller få sine tanker væk fra de negative nyheder og bekymringer, har hjemmesiden også samlet nogle forslag til det.

    “Udover frivilliges tilbud skal vi hver især huske at FaceTime, ringe og skrive til vores forældre og bedsteforældre, som vi ikke kan besøge lige nu på plejecentre og i deres hjem. Det er nemmere at besvare et opkald fra FaceTime eller Skype end selv at ringe op. Så gør jeres ældre familiemedlemmer den tjeneste at ringe dem op”, foreslår Ole Bondo Christensen.

    Fakta: Her har kommunen samlet frivilliges tilbud:

    furesoe.dk/corona

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Ole Bondo Christensen, Furesø borgmester, tlf.7216 5200

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-samler-frivilliges-tilbud-om-hjaelp-pa-hjemmesiden?releaseId=13591336

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **