PRM / Selvstændige skal hjælpes på samme niveau som ansatte

    Pressemeddelelse fra Lederne

    Hjælpepakkerne, som gives til dansk erhvervsliv i disse uger, er helt nødvendige for at undgå, at økonomien taber for meget flyvehøjde, mens coronakrisen står på. Men politikerne skal passe på ikke at glemme de selvstændige og de nystartede iværksættere, lyder det fra Niklas Praefke, cheføkonom hos Ledernes Hovedorganisation.

    – Desværre halter hjælpen til de selvstændige bagefter. Det er ikke rimeligt. Derfor foreslår vi, at de selvstændige skal kunne modtage samme støtte, som virksomhederne kan få for hver medarbejder, der sendes hjem, siger Niklas Praefke.

    For selvstændige er det maksimale støttebeløb i dag på 23.000 kr. Det svarer til, hvad virksomhederne indtil mandag maksimalt kunne modtage for hver medarbejder, der er sendt hjem. Men med trepartsaftalen mandag blev beløbet per ansat forhøjet til 30.000 kr., mens det for selvstændige stadig kun er 23.000 kr.

    Hjælp til nystartede iværksættere
    Mens virksomheder kan få støtte til alle medarbejdere, også nyansatte, kan selvstændige kun få støtte, hvis de har været i gang i en længere periode og opnået en vis omsætning. Det vil Ledernes Hovedorganisation rette op på.

    – Vi vil gerne sikre, at nystartede iværksættere, der har bevist deres værd, får en chance for at komme gennem krisen. Derfor foreslår vi, at nystartede selvstændige også skal kunne få kompensation – forudsat at de kan dokumentere, at de har mistet opgaver som følge af krisen, siger Niklas Praefke.

    Kompensationen for nystartede selvstændige skal være på op til 75 procent af det beløb, og den skal kun gives til selvstændige, der kan fremlægge dokumentation for fx aflyste ordrer, arrangementer mv. som følge af nedlukningen af samfundet.

    Desuden foreslår Ledernes Hovedorganisation et loft for støtten på 60.000 kr. i perioden 9. marts til 9. juni.

    Kontakt:

    Cheføkonom Niklas Praefke tlf.: 2428 2452 email: nip@lederne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/selvstaendige-skal-hjaelpes-pa-samme-niveau-som-ansatte?releaseId=13591062

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **