Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden meldte torsdag ud, at man nu er klar til dagligt at teste 2.500 mennesker for COVID19, fordi man nu kan se på beholdningen, at der er udstyr og kapacitet nok til at tilbyde 2.500 om dagen i ca. to uger frem.
“Når vi tør skrue op for test, er det jo fordi vi nu ser mere positivt på forsyningen af tests fremadrettet, blandt andet fordi vi har et godt samarbejde med universiteterne og private. Jeg er meget stolt over, at det på mindre end en uge er lykkedes for Rigshospitalet at få et samarbejde med Novo Nordisk på benene. Det kommer til at gøre en stor forskel i bekæmpelsen af COVID19,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S), der er taknemmelig for de mange medarbejdere på Novo Nordisk, der har meldt sig til at hjælpe – også i weekender og i påsken.
Lars Wichmann Madsen, funktionschef i forskning og udvikling hos Novo Nordisk roser samarbejdet:
“Et hurtigt og effektivt samarbejde med Rigshopitalet betyder nu, at vi er klar til teste for coronavirus hos Novo Nordisk. Vi går i gang med at teste fra i dag , hvor en række medarbejdere fra vores forskningsafdelinger i Måløv har meldt sig til at bidrage til kampen mod corona, så vi sammen med personale fra det danske sundhedsvæsen kan være med til at øge kapaciteten for tests i den kommende tid”.
Personoplysninger sikres
Vicedirektør på Rigshospitalet Per Jørgensen, der står bag aftalen, forklarer, at podeprøverne naturligvis sikres, så der ikke sendes personoplysninger udenfor hospitalet.
“Testene bliver registeret på Rigshospitalet, og derefter bliver de inaktiveret, så de ikke udgør en smitterisiko, og inden de sendes til Novo Nordisk laboratorium, bliver prøverne anonymiseret.”
Novo Nordisk arbejder sammen med en række eksterne leveradører på at kunne øge kapaciteten af testmaterialer hurtigt.
“Testene udføres efter samme metode som på Rigshospitalet, men testmaskiner og kits er fra andre leverandører end på hospitalerne i Danmark, så det ikke er det samme udstyr, der bruges. Ellers ville vi jo være lige vidt,” siger Per Jørgensen.
Alle analyser udføres af laboranter ansat på Novo Nordisk, og som frivilligt har meldt sig til at deltage i kampen mod corona. Lønninger og laboratorieomkostninger afholdes af Novo Nordisk.
Personale tester weekender og påske
Novo Nordisk arbejder på at kunne køre med maksimal kapacitet i 2-holds skift med back up – også hen over weekender og påske.
Første tests kører lørdag, hvor Novo Nordisk modtager og analyserer de første faktiske patientprøver.
Yderligere info
- Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via Region Hovedstadens pressevagt på 7020 9588
- Vicedirektør på Rigshospitalet Per Jørgensen via pressekonsulent Jesper Sloth Møller på 5144 6367
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/novo-nordisk-klar-til-at-hjaelpe-med-at-teste-for-covid19?releaseId=13590818
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **