Pressemeddelelse fra HK Privat
600.000 lønmodtagere skal i de kommende uger stemme om deres overenskomster, men på målstregen forkastede Tandlægeforeningen onsdag den overenskomstaftale, som for få uger siden faldt på plads for omkring 4.000 klinikassistenter. Det er fuldstændig uhørt, at en arbejdsgiverorganisation siger nej til det forlig, der er indgået, og det bliver mødt med både undren og måben af HK Privat:
– Klinikassistenterne tilhører i forvejen en af vores lavest lønnede grupper, og det er slet ikke i orden, at regningen for krisen bliver lagt på deres skuldre. Vores medlemmer går netop nu frivilligt ned i løn, går med til arbejdsdeling og afholder ferie og afspadsering for at hjælpe tandlægerne. Og det her er en ringe tak at sende retur, siger Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat.
– Det her er sagt med al forsigtighed en arbejdsgivergruppe, der i højere grad end flere andre har deres på det tørre rent økonomisk, tilføjer hun.
Under normale omstændigheder ville et nej til en overenskomst betyde, at lønmodtagere og arbejdsgivere risikerer at blive kastet ud i en konflikt. Men HK Privat vil ikke sætte hårdt mod hårdt i en tid, hvor samfundet har brug for sammenhold.
– Vi tager det ansvar som arbejdsgiverne ikke vil i den her situation – og derfor kalder vi ikke vores klinikassistenter til kamp og konflikt midt i en international sundhedskrise, hvor netop den danske model og de stærke aftaler på arbejdsmarkedet ellers har vist sit værd, siger Anja C. Jensen.
HK Privat kan vælge at sende klinikassistenterne i strejke i næste uge med baggrund i at tandlægerne har forkastet forliget. Dette kampskridt vil dog ikke blive taget i brug på denne side af corona-krisen. Organisationen vil nemlig respektere den krisetilstand, som Danmark befinder sig i og afvente, at virksomhederne og samfundet igen åbner op. Tiden er nemlig til, at alle respekterer den samfundskontrakt, som alle parter er dybt afhængige af, siger Anja C. Jensen:
– Overenskomstfornyelsen er en helt central del af det fællesskab og respekt, som der bør være mellem lønmodtagere og arbejdsgivere – og det er hele rygraden i de aftaler og hjælpepakker, som skal understøtte os alle sammen i disse tider. Derfor er det mig ubegribeligt, at lige præcis Tandlægeforeningen ikke vil udvise den samme ansvarlighed for fællesskabet.
Tandlægeforeningen står uden for Dansk Arbejdsgiverforening, og HK Privats forhandlinger med dem er derfor ikke en del af det mæglingsforslag, der er til afstemning blandt de 600.000 andre privatansatte frem til 16. april 2020.
Den 5. marts skrev parterne under på en ny overenskomstaftale, som blandt andet skulle sikre en automatisk stigning i minimumslønnen på 2 procent pr. år for alle privatansatte klinikassistenter over 3 år. Forbedringerne i det overenskomstforlig, der ellers forelå, minder derudover i høj grad om industriforliget, som blev indgået d. 9. februar.
Overenskomsten er blevet stemt ned af 75 procent af de tandlæger, der er medlemmer af Tandlægeforeningen meddeler foreningen i en pressemeddelelse.
Kontakt:
Næstformand Anja C. Jensen tlf.: 60183331 email: anja.c.jensen@hk.dk
Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tandlaeger-udviser-total-mangel-pa-samfundssind-ved-forkastelse-af-overenskomst?releaseId=13590772
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **