PRM / Høfeber eller coronavirus?

    Pressemeddelelse fra Astma-Allergi Danmark

    I denne tid kan symptomer som løbende næse og nys betyde mere end en allergisk reaktion på forårstræernes pollen, fordi udbruddet af coronavirus falder sammen med pollensæsonen.

    For Danmarks op mod 1 million høfeberramte vækker det bekymring og usikkerhed, når den ellers velkendte høfeber også kan forveksles med en infektion med coronavirus. Mange kontakter Astma-Allergi Danmarks Rådgivning med bekymring og usikkerhed.

    Et par tommelfingerregler kan indikere, om man er ramt af høfeber eller forkølelse med corona – men det er vigtigt at huske, at man både kan være ramt af høfeber og COVID-19 (coronavirus) samtidig. Man bør derfor følge myndighedernes anbefalinger om at holde sig hjemme, hvis man er det mindste i tvivl. Og altid rådføre sig med lægen, hvis man er i tvivl om symptomer og forholdsregler.

    Hvis du er i tvivl, så hold øje med følgende:

    • Virker din sædvanlige behandling mod høfeber – fx næsespray, øjendråber og antihistamintabletter, så du er symptomfri eller næsten symptomfri? Så er du sandsynligvis ikke ramt af COVID-19.
    • Er dit snot hvidt eller gult/grønt? Er det hvidt og klart snot, tyder det på høfeber. Snot er dog altid hvidt og klart i de første dage af en forkølelse, så du skal være særlig opmærksom, hvis snottet ændrer farve.
    • Mange – men ikke alle – som rammes af COVID-19, får feber og ondt i halsen. Disse symptomer opleves som oftest ikke ved høfeber, som til gengæld ofte giver kløe i øjne og næse.

    Vigtigt at være omhyggelig med høfeberbehandling

    Det er altid en rigtig god idé at være omhyggelig med sin behandling for høfeber – men i denne tid kan det også gøre det nemmere at tyde symptomerne, hvis der skulle være tale om en virusinfektion.

    Samtidig kan symptomer fra næsen påvirke luftvejene og give eller forværre astma. For astmapatienter vil det ofte give et lettere sygdomsforløb, hvis de er velbehandlet, inden de rammes af virus. Det gælder både ved coronavirus og ved alle andre infektioner.

    Læs mere om hvad det vil sige at have velbehandlet astma her: https://astma.astma-allergi.dk/behandling/maalforbehandlingen

    Det er derudover vigtigt, at følge myndighedernes anbefalinger om god håndhygiejne og at holde afstand for at minimere smitterisikoen.

    Rådgivningen har udvidede åbningstider på grund af corona-situationen

    Astma-Allergi Danmarks Rådgivning holder sig fuldt opdaterede på corona-situationen, og sidder klar til at besvare spørgsmål relaterede til allergi, høfeber, eksem og astma. De kan kontaktes på telefon 43 43 42 99 alle hverdage, og har i øjeblikket udvidet åbningstiden til 9-14.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt:
    Betina Hjorth, rådgivningschef, tlf. 28 89 76 29

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hofeber-eller-coronavirus?releaseId=13590353

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **