PRM / Danskerne har størst tillid til myndighedernes håndtering af coronaviruskrisen i Norden

    Pressemeddelelse fra YouGov Denmark

    YouGov har for nylig lanceret en tracking-undersøgelse om coronavirus i Danmark og resten af Norden, som blandt andet løbende tager temperaturen på tilliden til myndighedernes håndtering af coronavirus. De første resultater viser store forskelle på tværs af Norden.

    Svenske medier har stillet spørgsmålstegn ved de svenske sundhedsmyndigheders håndtering af coronavirus, hvor tiltagene hidtil ikke har været nær som omfattende som i Danmark, Norge og Finland, og Sverige er også det land i Norden, hvor befolkningen er mindst tilfredse med, hvordan deres regering håndterer problemet med coronavirus.

    Tilfredshed med regeringens håndtering af

    Halvdelen af svenskerne synes ikke, at deres regering håndterer coronavirus-problemet godt. Heraf synes 24%, at den svenske regeringen håndterer det meget dårligt, og 27% at den håndterer det forholdsvist dårligt. Nordmænd er næsten lige så utilfredse. 18% af nordmænd synes, at deres regering håndterer coronavirus-problemet meget dårligt, og 33% at den håndterer det forholdsvist dårligt. Til sammenligning synes kun 2% af danskerne og 11% af finner, at deres regering håndterer coronavirus-problemet meget dårligt. Danskerne er uden sammenligning mest tilfredse med deres regerings indsats. Samlet set synes 86% af den danske befolkning, at regeringen håndterer coronavirus godt, og halvdelen af befolkningen, at den håndterer det meget godt (14% af finner, 9% af svenskere og 6% af nordmænd mener deres regering håndterer coronavirus meget godt).

    Danskerne har også mere tillid til, at deres sundhedsvæsen kan reagere på et større udbrud af coronavirus i Danmark sammenlignet med de øvrige nordiske lande.

    Tillid til det danske sundhedsvæsen

    86% af den danske befolkning har meget stor tillid (39%) eller forholdsvis stor tillid (47%) til at det danske sundhedsvæsen kan reagere på et udbrud af coronavirus. 78% har stor eller forholdsvis stor tillid til, at det finske sundhedsvæsen kan reagere på et udbrud af coronavirus, men tilliden er noget lavere i Norge og Sverige, hvor 56% og 46% har stor eller forholdsvis stor tillid til deres sundhedsvæsens formåen overfor coronavirus.

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er en del af YouGovs tracking-undersøgelse om coronavirus. Undersøgelsen er baseret på interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet. Heraf 1037 i Danmark, 1016 i Sverige, 1004 i Norge og 1010 i Finland i perioden 11. – 16. marts 2020.

    YouGovs tracking-undersøgelse om coronavirus i Danmark og store dele af verden undersøger ændringerne i forbrugernes ønsker, indkøbsvaner og levevis på ugebasis. Formålet er at give erhvervsdrivende og markedstrateger en viden, som de kan træffe faktabaserede forretningsbeslutninger på.

    Læs mere om YouGovs coronavirus-tracker

    Kontakt:

    Nordic Marketing Manager, PR og Marketing Tove Keldsen tlf.: +45 3142 6154 email: tove.keldsen@yougov.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-har-storst-tillid-til-myndighedernes-handtering-af-coronaviruskrisen-i-norden?releaseId=13590231

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **