PRM / Kommune tager store skridt i kamp mod Corona

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    Hele torsdagen har Egedal Kommune været i alarmberedskab. Det ene møde har afløst det andet for at administrationen inden fredag, kan stå med en klar plan for, hvad der skal ske med alle kommunens funktioner, og samtidig sikre, at alle der har behov for hjælp på sundheds og ældreområderne, ikke mærker begrænsninger.

    – Vi har helt styr på det og vores beredskab er meget omfattende. Først og fremmest skal vi prioritere vores ældre og syge medborgere. Risikoen for dem kan være overhængende og det er altafgørende, at vi fortsat kan tilbyde den samme service som hidtil. Dog er vi desværre nødt til at melde ud, at der ikke uden aftale, må komme pårørende på plejecentrene og døgnplejen, fordi de ældre er alt for sårbare, siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard.

    I forhold til dagtilbud og skoler sætter kommunen også markant ind i forhold til at sikre at alle familier har mulighed for at tilpasse sig den nye situation. Der etableres nødpasning af børn mellem 0-6 år. Nødpasningen er dog forbeholdt børn af forældre, der arbejder i kritiske funktioner. Børnene vil blive samlet i enkelte daginstitutioner. Kommunen vil i morgen melde ud om hvilke tilbud der holder nødåbent i de kommende 14 dage.

    Ligeledes vil der på skoleområdet etableres nødpasning af børn mellem 6-9 år. Det meldes i morgen middag ud, hvilke skoler/SFO som nød-pasningen samles på. Herudover vil der blive set særligt på specialområdet og de behov, der evt kan være der. Det afklares i de kommende dage, hvordan kommunen bedst muligt kan varetage en virtuel undervisning i perioden hvor den almindelige skole er lukket.

    Stå sammen

    – Nu handler det om, at vi alle står sammen og hjælper hinanden gennem en svær tid, som vi endnu ikke har set enden på. Derfor er det helt afgørende, at børn og børnefamilier kan føle sig trygge og taget hånd om. Det gør vi bedst ved at give børnene mulighed for at blive passet, hvis en familie ikke har mulighed for at tage hjem fra arbejde. Det kan være børn til privat ansatte og sundhedspersonale som sygeplejersker, læger og social og sundhedsassistenter eller betjente. De skal alle stadig passe deres arbejde og gå forrest for at komme corona-virussen til livs, siger Karsten Søndergaard.

    Selvom kommunens øvrige medarbejdere er sendt hjem, er de ikke fritaget for tjeneste. Derfor sikrer alle kommunens ledere, at medarbejderne har passende hjemmeopgaver så vidt det er muligt.

    På kommunens hjemmeside er der udarbejdet en FAQ, som konstant opdateres. Her har borgerne mulighed for at søge information om, hvad der sker på de af kommunens ansvarsområder, der berører lige netop dem. Derudover postes informationer af særlig karakter på Facebook og andre steder, ligesom borgere stadig kan komme telefonisk i kontakt med kommunens personale.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommune-tager-store-skridt-i-kamp-mod-corona?releaseId=13589931

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **