PRM / Information fra Det Kongelige Teater vedrørende Corona-virus

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Sikkerhed og helbred for vores publikum og ansatte er meget vigtigt for Det Kongelige Teater, og vi følger derfor situationen omkring Corona-virus. Det Kongelige Teater følger naturligvis altid de officielle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.

    Regeringen har netop anbefalet, at man for at minimere smittefare aflyser eller udskyder alle arrangementer med mere end 1000 deltagere i resten af marts 2020, og at man i samme periode gør hvad man kan for at minimere smittefare ved arrangementer med mindre end 1000 deltagere.

    Det Kongelige Teater følger naturligvis de offentlige anbefalinger. Vi har valgt at gennemføre alle vores forestillinger indtil videre, men at reducere kapaciteten ved samtlige forestillinger til og med 31. marts 2020, så der kun sidder en tilskuer på hvert andet sæde. Det betyder samtidig, at alle forestillinger har en kapacitet et godt stykke under 1000. Der vil blive opstillet ekstra håndsprit til publikum, ligesom publikum af teatrets personale vil blive informeret om hensigtsmæssig adfærd for at undgå smitterisiko.

    Kunder med billet til en af teatrets forestillinger i marts 2020 vil blive kontaktet direkte med besked om, hvorvidt deres billet fortsat er gyldig eller må ombyttes/refunderes, og hvordan man skal forholde sig, hvis man fortsat har billet til en forestilling. Vi går i gang med at orientere publikum med det samme.

    Alle rundvisninger samt gratis aktiviteter i teatrets foyerer eller sale aflyses resten af marts grundet udfordringer med at placere publikum hensigtsmæssigt i forhold til sunhedsmyndighedernes anbefalinger.

    Det Kongelige Teater har ikke kendskab til, at der er tilfælde af smitte pådraget på Det Kongelige Teater eller andetsteds i et dansk teater, men vi medvirker naturligvis aktivt til at minimere risikoen for generel spredning af smitte i samfundet, og vurderer med disse forholdsregler nævnt ovenfor at dette er tilfældet. Teatret er løbende i kontakt med de relevante myndigheder.

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør Magnus Restofte tlf.: +45 33 69 69 80 email: mres@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/information-fra-det-kongelige-teater-vedrorende-corona-virus?releaseId=13589564

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **