PRM / Prehn og Kronprinsen har besøgt flygtningelejr i Jordan

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Som protektor for Red Barnet har HKH Kronprinsen sammen med udviklingsminister Rasmus Prehn og Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen i denne uge besøgt syriske flygtningebørn og -unge i flygtningelejren Za’atari i Jordan.

    Rejsens fokus har været på arbejdet med at styrke børn og unges mentale sundhed og psykosociale trivsel i humanitære kriser.

    “Det har virkelig været opløftende at se og opleve Red Barnets projekter her i Za’atari. De er med til at hjælpe de børn, hvis liv er domineret af krig og konflikter. Desværre ved jeg, at der er mange, mange flygtningebørn, der ikke får sådan et tilbud. Derfor er det vigtigt for den danske regering, at vi støtter massivt med hjælp i nærområderne, så flygtningebørnene ikke bliver glemt – men at de får de bedst mulige vilkår til at udvikle sig og kan se et håb for fremtiden,” siger udviklingsminister Rasmus Prehn.

    Internationalt har der de seneste år været kraftigt stigende fokus på behovet for psykisk sundhed og psykosocial støtte i humanitære kriser. Børn på flugt er særligt sårbare. I et Red Barnet-studie af syriske børn, der har oplevet direkte krigshandlinger, svarer 48 pct. af de adspurgte forældre og omsorgspersoner, at børnene er holdt op med at tale aldersvarende, mens 49 pct. af de adspurgte børn svarer, at de jævnligt eller hele tiden føler sig triste. 51 pct. af børnene bruger stoffer til at dulme deres angst.

    Za’atarilejren

    Za’atarilejren blev etableret i 2012 og ligger tæt ved den syriske grænse. Lejren var oprindeligt en mindre samling telte, men har siden udviklet sig til et område, som huser ca. 76.000 personer, og som dermed er Jordans fjerdestørste ‘by’. Za’atarilejren er den største flygtningelejr for syriske flygtninge.

    Jordan og den syriske flygtningekrise

    Jordan har siden 2011 været stærkt påvirket af den syriske flygtningekrise. Ifølge den jordanske regering huser landet ca. 1,4 millioner syriske flygtninge, hvoraf de 655.216 er registreret som flygtninge ved UNHCR. Mere end 50 pct. er børn.

    Jordan er det land i verden, som huser næstflest flygtninge pr. indbygger, kun overgået af Libanon. De fleste syriske flygtninge bor blandt den jordanske befolkning, og kun de 18 procent, som ikke har andre muligheder, bor i lejre.

    Dansk tilstedeværelse i og omkring Syrien

    Siden krigen i Syrien brød ud i 2011, har Danmark været massivt til stede med humanitære – og udviklingsindsatser. Regeringen forventer, at Danmark anvender mindst 700 mio. kr. til indsatser i og omkring Syrien i 2020, heraf 350 mio. kr. over den humanitære ramme. En del af disse midler kanaliseres via de strategiske partnerskaber med 16 danske NGO’er, herunder Red Barnet.

    Kontakt:

    Presserådgiver Maria Westh tlf.: +45 50778664 email: mawest@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/prehn-og-kronprinsen-har-besogt-flygtningelejr-i-jordan?releaseId=13589555

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **