PRM / FA og Finansforbundet lancerer anbefalinger til at få flere kvindelige ledere i finanssektoren

    Pressemeddelelse fra Finansforbundet

    Sideindhold

    Studier viser, at det er en god forretning at have topledelser med diversitet og kønsbalance. Desværre halter Danmark bagud, når det kommer til at have kvinder siddende på ledende poster i både den offentlige sektor og i det private erhvervsliv.

    Finanssektoren er ingen undtagelse. I 2010 var andelen af kvindelige ledere i de øverste ledelseslag 22 procent, mens tallet i 2018 var knap 26 procent. Til sammenligning udgør kvinder næsten halvdelen af sektorens samlede ansatte.

    ‘Der er brug at tage det næste skridt mod at få flere kvinder helt til tops i finanssektoren. Derfor er vi også gået ind i det fælles arbejde med Finanssektorens Arbejdsgiverforening for at få afdækket barriererne grundigt og have et klart, fælles fundament for indsatsen. Nu skal vi så i gang med at omsætte til konkret handling ude i virksomhederne, for det er naturligvis her, at vi for alvor skal løfte den fælles forpligtelse til at sætte mere fart på arbejdet for styrket mangfoldighed på topledelsesniveau.’, siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet

    Gennem det seneste år har en arbejdsgruppe med repræsentanter fra FA og Finansforbundet derfor arbejdet med problemstillingen og lancerer i dag en rapport med seks konkrete anbefalinger til at øge kønsbalancen på finanssektorens toplederposter. Anbefalingerne er udarbejdet på baggrund af et grundigt analysearbejde med deltagelse af medarbejdere og ledere fra Nordea, Sydbank, Jyske Bank, DLR Kredit, Nykredit/Totalkredit, Danske Bank og Den Jyske Sparekasse.

    ‘Vi er rigtig glade for, at en række af vores medlemmer har deltaget i dette vigtige arbejde. For det kræver mod og vilje at lade sig blive kigget efter i sømmene. Uden deres unikke indsigter ville vi ikke stå her i dag, og præsentere en række anbefalinger til, hvordan vi som sektor kan knække kurven. De resultater, vi lancerer i dag, håber vi kan inspirere til at endnu flere vil arbejde med mangfoldighed på ledelsesgangene. For det er god forretning at have diversitet – både for den enkelte virksomhed, men også for samfundet generelt,’ siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening

    De seks anbefalinger bliver præsenteret på Nationalmuseet i dag, hvor ligestillingsminister Mogens Jensen holder åbningstale. En række topledere i finanssektoren og ligestillingsordførere fra Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet deltager også i konferencen.

    Kontakt:

    Kristian Lind, kl@finansforbundet.dk, 61204214

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fa-og-finansforbundet-lancerer-anbefalinger-til-at-fa-flere-kvindelige-ledere-i-finanssektoren?releaseId=13589533

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **