PRM / Nye varmepumpekrav er godt nyt for forbrugerne

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Energistyrelsen har netop meddelt, at de forventer at indføre krav om, at der skal benyttes VE-godkendte installatører til installation af varmepumper, hvis det vel at mærke skal være muligt at få udbetalt energisparetilskud.

    VE-godkendelsesordningen er den statslige ordning for installatører af små VE-teknologier som fx varmepumper, solceller, solvarme og biomassefyr. Ordningen udspringer af EU’s VE-direktiv og skal sikre en høj kvalitet i installationerne – og dermed forbedre effektiviteten af eksempelvis varmepumperne.

    “Det er et meget fornuftigt initiativ. Undersøgelser viser, at man kan løfte effektiviteten i sin varmepumpe markant ved fokusere på høj kvalitet i installationen,” siger Troels Hartung, energipolitisk konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

    “Varmepumpemarkedet er et kompliceret område, og man kan ikke forvente, at den enkelte husejer skal kunne gennemskue hvilken installatør, der er bedst til at installere en ny varmepumpe. Derfor er det utrolig positivt, at Energistyrelsen nu vil gøre det til en betingelse for udbetaling af tilskud, at man benytter en VE-godkendt installatør. På den måde bliver det meget lettere for den enkelte husejer at vælge en installatør med stærke kompetencer inden for netop varmepumper,” siger Troels Hartung.

    Energistyrelsen forventer, at det nye krav introduceres i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Bygningspulje, som skal støtte energieffektiviseringer bredt, samt Skrotningspuljen, der målrettet støtter skrotning af oliefyr. Begge puljer forventes at træde i kraft fra årsskiftet og skal erstatte den nuværende energispareordning.

    “VE-godkendelsesordningen har ikke haft den forventede medvind. Efterspørgslen fra kunderne har simpelthen ikke været der. Derfor har mange installatørerne været tilbageholdende med at bruge ressourcer på at uddanne sig og blive medlem af VE-godkendelsesordningen. Men med Energistyrelsens målretning af tilskud forventer vi, at rigtigt mange installatører nu vil være motiverede for at efteruddanne sig og blive medlem af ordningen. Det vil give et stort løft til hele området,” siger Troels Hartung.

    Det er gratis for virksomhederne at blive medlem af VE-godkendelsesordningen. Det kræver dog, at virksomhederne lader en medarbejder efteruddanne sig, samt at de får tilpasset deres kvalitetsledelsessystem.

    Energistyrelsen har oplyst, at de forventer at sende bekendtgørelserne for de to støtteordninger i høring til april.

    Læs mere om VE-godkendelsesordningen her:

    https://www.tekniq.dk/om-tekniq-arbejdsgiverne/oversigt/organisation/sektioner/ve-installatoeren

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Hartung, energipolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 28 73 73 39

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-varmepumpekrav-er-godt-nyt-for-forbrugerne?releaseId=13588815