PRM / HK Handel om ny overenskomst: “Historisk løft til lavtlønnede”

    Pressemeddelelse fra HK Handel

    Tirsdag eftermiddag blev der indgået en ny overenskomst for ansatte på butiksområdet. Det har været nogle lange og hårde forhandlinger, fortæller formanden for HK Handel, Per Tønnesen:

    "Vi er rigtig stolte over at kunne præsentere et resultat, der over hele linjen giver et stort løft til vores medlemmer og ansatte på butiksoverenskomsten," siger han.

    Den nye overenskomst indeholder økonomisk løft til de over 150.000 ansatte på butiksområdet på blandt andet tillæg, elever, løn og Fritvalgs Lønkontoen.

    "Vi har nået et historisk godt resultat, der indebærer, at de lavest lønnede af vores medlemmer kan se frem til et økonomisk løft på 10 procent over de næste tre år. Der er tale om forhøjelse af mindstelønnen på godt 400 kroner, forhøjelse af forskudttidstillæg og ikke mindst en forhøjelse af Fritvalgs Lønkontoen," siger Per Tønnesen.

    Fokus på Digitalisering og Bæredygtighed

    Udover mere i lønposen og mere økonomisk støtte til efteruddannelse, har de to parter også indgået en aftale om at lave et nyt videncenter for digital handel og bæredygtighed.

    "Butiksområdet er i konstant udvikling, og vi skal selvfølgelig ruste vores butiksansatte til en fremtid, hvor der er behov for kompetencer inden for digital handel og bæredygtighed," siger Per.

    Centeret skal løbende fremme og udvikle brugen af uddannelse, kurser og efteruddannelse for at sikre detailhandlen og dets medarbejdere.

    HK Handel er godt tilfredse

    Hos HK Handel er man stolte af resultat, som ifølge Per Tønnesen vil forbedre løn- og arbejdsvilkårene for de butiksansatte de næste tre år.

    "Vi synes, det er et godt resultat - som vi anbefaler medlemmerne at sige ja til - men det er i sidste ende medlemmerne, der bestemmer om resultatet skal bæres igennem ved den kommende urafstemning, og det er vi helt trygge ved," siger Per Tønnesen.

    Her er en række nøglepunkter i overenskomsten:

    Løn:

    Minimallønsatsernefor fuldtidsansatte over 18 år forhøjes pr. 1. marts 2020 med 401,00 kr. pr. måned, pr. 1. marts 2021 med 401,00 kr. pr. måned og pr. 1. marts 2022 med 401,00 kr. pr. måned. Det svarer til en forhøjelse af timelønnen med 2,50 kr. pr. time pr. 1. marts 2020, pr. 1. marts 2021 og pr. 1. marts 2022.

    Større Fritvalgs Lønkonto:

    Fritvalgs Lønkontoen forøges i overenskomstperioden fra 4 % til 7 %. Fritvalgs Lønkontoen kan anvendes til forskellige formål: Ekstra løn i forbindelse med ferie, feriefridage, pensionsindbetaling, finansiering af 2 børneomsorgsdage, seniorfrihed, barns 2. sygedag eller lægebesøg med barn.

    Fritvalgs Lønkontoen kan nu også udbetales som en almindelig del af lønnen, hvis medarbejderen ikke ønsker at anvende den på anden vis. Det

    Mere forældreorlov:

    Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Af de 16 uger har den, som har haft barselsorlov, ret til at holde fem uger. Den, der ikke har haft barselsorlov, har ret til otte uger, og de resterende tre uger kan deles mellem forældrene.

    Mere frihed til børnefamilier:

    Medarbejdere får fremover ret til ekstra frihed, hvis deres barn er sygt mere end en dag. Derudover får medarbejdere med 9 måneders anciennitet ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn. Medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra Fritvalgs Lønkontoen i forbindelse med friheden.

    Faglig anerkendelse:

    Parterne er enige om, at man vil fremme uddannelsen af faglærte, derfor kan ufaglærte medarbejdere med mindst 6 års beskæftigelse inden for overenskomstens dækningsområde indstilles af virksomheden og tillidsrepræsentanten til faglig anerkendelse. Dette forudsætter, at man tager uddannelse på et videregående niveau.

    Igennem faglig anerkendelse kan man efterfølgende blive aflønnet efter overenskomstens sats for faglærte.

    Sikring mod social dumping:

    I forbindelse med virksomheders brug af udenlandske underleverandører anbefales det, at tillidsrepræsentanten orienteres, og at alle relevante baggrundsoplysninger om underleverandøren udleveres.

    Ved inddragelse af tillidsrepræsentanterne i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft sikres det, at de udenlandske medarbejdere arbejder under overenskomstsikre forhold.

    Det fastslås endvidere, at udstationeredes løn skal fastsættes efter et princip om ligebehandling med danske medarbejdere, og at godtgørelse for udgifter i forbindelse med udstationeringen ikke kan indgå i opgørelsen for aflønningen.

    Kontakt:

    Pressemedarbejder Jacqueline Rodriques tlf.: 28109998 email: Jacqueline.rodriques@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-handel-om-ny-overenskomst-historisk-loft-til-lavtlonnede?releaseId=13588825