PRM / Bliv viet under sommerens fodbold-EM midt i København

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Når fodboldfeberen for alvor rammer Danmark, tilbyder Københavns Kommune helt ekstraordinært gifteglade par muligheden for at give hinanden deres ‘ja’ under åben himmel lørdag den 13. juni 2020.

    “Det bliver en kæmpe folkefest for københavnere og gæster i alle aldre, når EM kommer til København til sommer. Sammen fejrer vi fodbolden og fællesskabet – og selvfølgelig skal vi også fejre kærligheden. Jeg glæder mig til at vie fodboldglade par fra både Danmark og udlandet på åbningsdagen, hvor fantastiske København viser sig fra sin bedste side,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

    Vielserne vil finde sted på Cirkelbroen, der med sine røde gelændere og udsigt ud over havnen og byen danner de smukke rammer for en romantisk og mindeværdig dag under åben himmel.

    København vil summe af fodboldglæde, og efter vielsen vil de nygifte par have mulighed for at fejre kærligheden i rødt og hvidt. Den 13. juni er også dagen for Danmarks første hjemmekamp i Telia Parken, og fodboldfesten vil derfor præge hele byen.

    “København har i lighed med de øvrige 11 EURO 2020-værtsbyer udpeget en bro som symbol på fodboldens evne til at bygge bro mellem mennesker på tværs af kulturer og andre forskelligheder. Cirkelbroen er vores bidrag til, UEFAs “Building Bridges” tema. Vi er rigtig glade for, at der er mulighed for at blive viet på Cirkelbroen, som samtidig er en symbolsk markering af den brobygning, parrene står over for med deres ægteskab,” siger direktør for EURO 2020 København, Lene Kryger.

    Du kan skrive dig op til denne vielse i det fri via: https://idocph.kk.dk/

    Fakta

    • Vie i det fri under EURO 2020 på Cirkelbroen vil finde sted den 13. juni 2020 klokken 12.00 til 16.00.
    • Københavns overborgmester, Frank Jensen, vil vie nogle af parrene
    • Cirkelbroen er valgt af UEFA som det officielle logo for Københavns værtskab ved EM i fodbold i 2020. Hver af de 12 værtsbyer har sit eget logo. Det europæiske fodboldforbund UEFA har bestemt sig for broer som det gennemgående tema til logoerne, fordi det er det universelle symbol på forbindelse. Broer krydser barrierer, broer forbinder modsætninger og mennesker. Ligesom fodbold.
    • EURO 2020 løber af stablen mellem den 12. juni til og med den 12. juli 2020, hvor København er en ud af 12 værtsbyer. 2020 markerer 60års jubilæet for Europamesterskaberne i fodbold. Udover at være vært for Danmarks kampe den 13. juni (mod Finland), den 18. juni (mod Belgien) og 22. juni (mod Rusland), danner Telia Parken også ramme for ottendedelsfinalen den 29. juni 2020.
    • Det koster 950 DKK at blive viet i det fri.

    Kontakt:

    Overborgmester Frank Jensen via kommunikationskonsulent Sandra Kronmann, tlf. 2491 4498

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bliv-viet-under-sommerens-fodbold-em-midt-i-kobenhavn?releaseId=13588186