PRM / FN-mærkedag sætter fokus på bælgfrugter – afgørende for at nå klimamålene

    Pressemeddelelse fra Dansk Vegetarisk Forening

    For andet år i træk fejrer Dansk Vegetarisk Forening bælgfrugterne og deres fortræffeligheder i anledning af Bælgfrugternes Dag (World Pulses Day) mandag den 10. februar.

    Det sker i samarbejde med blandt andre Den Indiske Ambassade i Danmark. Der vil være arrangementer i Brøndby, Ringsted, Svendborg, Sønderborg og Aarhus med gratis mad og fokus på bælgfrugter som klimavenlig kilde til en varieret og næringsrig kost.

    “Bælgfrugter er en god kilde til blandt andet protein, jern og kalcium. Desuden viser forskning fra Københavns Universitet, at de mætter bedre end kød. Og vi skal i Danmark spise cirka 20 gange så mange bælgfrugter, hvis vi skal nå klimamålene”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

    Global dag forankret i lokale arrangementer
    Dagen er en hyldest til bælgfrugterne og markeres over hele verden. I Danmark fejres den med fællesspisning, oplæg og inspiration til, hvordan vi kan integrere linser, kikærter og andre bælgfrugter i det danske hverdagskøkken. Flere steder slår lokale indiske restauranter dørene op og byder på lækkerier, og deltagerne får opskrifter med hjem, så de kan fremtrylle skønne indiske retter på egen hånd.

    “Der er ingen anden madkultur, som tilbyder så stor en variation af vegetariske og veganske retter lavet af bælgfrugter”, udtaler den indiske ambassadør i Danmark, Ajit Gupte.

    “Vi er meget glade for samarbejdet med Den Indiske Ambassade og de indiske restauranter, da vi her i Danmark har meget at lære af inderne om, hvordan man bruger bælgfrugter i den daglige madlavning”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

    Hvad: Bælgfrugternes Dag
    Hvem: Dansk Vegetarisk Forenings lokalafdelinger
    Hvor: Brøndby, Ringsted, Svendborg, Sønderborg og Aarhus
    Hvornår: Søndag d. 9. februar og mandag d. 10. februar 2020

    Bælgfrugter – hvorfor?
    Bælgfrugter har altid udgjort en vigtig base i blandt andet det indiske køkken, og med et øget fokus på klima og bæredygtighed er interessen for bælgfrugter stigende, også på vores breddegrader. Bælgfrugter mætter godt, har et lavt indhold af fedt og kan medvirke til at forebygge type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Samtidig udleder produktionen af dem kun ganske lidt CO2, og dermed er der mange gode grunde til at integrere dem i det danske køkken i langt højere grad end i dag.

    Kontakt:

    Rune-Christoffer Dragsdahl
    Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
    rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fn-maerkedag-saetter-fokus-pa-baelgfrugter-afgorende-for-at-na-klimamalene?releaseId=13587796