PRM / SDU opretter Pontoppidan-center

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Han har modtaget Nobelprisen i litteratur, er elsket og respekteret for klassikerne Lykke-Per og De Dødes Rige, og så opfandt han den store danske samtidsroman, som litteraturverdenen fortsat higer efter mere af.

    Henrik Pontoppidan (1857-1943) satte helt nye standarder for dansk litteratur i sin samtid, og et nyt center på Syddansk Universitet vil aktualisere forfatterskabet i samarbejde med Pontoppidan-selskabet og andre gode kræfter, der arbejder med forfatteren og perioden.

    Festmåltid af et forfatterskab

    SDU og Pontoppidan-selskabet samarbejder allerede om hjemmesiden henrikpontoppidan.dk, der giver adgang til Pontoppidans værker, breve og sekundærlitteratur. Derudover har Syddansk Universitetsbibliotek en større Pontoppidan-samling. Nu løftes samling og samarbejde til et nyt niveau:

    -Jeg har netop genlæst Pontoppidans forfatterskab, og det er et rent festmåltid. Han er både spændende at læse og giver samtidig meget at tænke over, forklarer lederen af det nye Pontoppidan-center, professor Nils Gunder Hansen fra SDU.

    Pontoppidans udvikling af samtidsromanen – i en mindst ligeså omskiftelig tid, som den vi lever i nu – gør ham helt oplagt at forske i og formidle, mange af hans tematikker kan aktualiseres til vores tid.

    Store forventninger

    Det nye Pontoppidan-center vil arbejde med både forskning i, formidling og digitalisering af forfatterskabet og interessere sig for, hvordan der kan undervises i Pontoppidan i folkeskolen og gymnasiet.

    Leder af Institut for Kulturvidenskaber, Per Krogh Hansen, har store forventninger til det nye center:

    – Instituttet har gode erfaringer med forskningscentre, der dykker ned i fagligheden og rækker ud til omverdenen – skoler, kommuner, museer m.fl. Vores H.C. Andersen-center er et godt eksempel. Jeg forventer, at vi gør noget af det samme for Pontoppidan nu.

    Der er officiel åbning af det nye Pontoppidan-center 25. maj 2020 i Odense Adelige Jomfrukloster.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger om Pontoppidan-centret kontakt:
    Professor Nils Gunder Hansen, Institut for Kulturvidenskaber, SDU.
    E-mail: gunder@sdu.dk, telefon: 65503169

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sdu-opretter-pontoppidan-center?releaseId=13587287