PRM / Fem øko-trends du skal holde øje med i 2020

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    Flere plantebaserede fødevarer får ø-mærket

    Med rekordfart har flere danskere erklæret sig veganere, vegetarer eller flexitarer. Det har øget efterspørgslen på plantebaserede proteinholdige produkter, og udviklingen af dem er gået stærkt. 2020 bliver året, hvor flere plantebaserede fødevarer får det røde, statskontrollerede Ø-mærke, så forbrugerne er sikret en bæredygtig værdikæde fra jord til bord.

    Større sortiment af øko-grønt

    Danskerne er vilde med økologiske kartofler, gulerødder og løg og i takt med, at det grønne fylder mere på vores tallerkener, vil 2020 være året, hvor butikkerne i samarbejde med avlerne vil dække hullerne i det økologiske grønt-sortiment. Som forbruger betyder det, at du kan se frem til at få et større udvalg af økologiske grøntsager i dit supermarked.

    Meget mere økologisk convenience

    Convenience – altså nemt tilgængelig og hurtig mad – fortsætter med at hitte blandt danskerne. Men der er et stigende krav om, at den mad, vi henter med hjem eller spiser on-the-go, skal være sund og økologisk. Derfor vil økologiske produkter i stigende grad finde vej til tanken, kiosken og supermarkedernes to-go hylder.

    Økologisk brød til folket

    Økologi har været småt repræsenteret i det danske brødsortiment, og forbrugerne har skullet kigge langt efter de populære brød i en økologisk udgave. Brødproducenter, som fx Schulstad, lancerer nogle af kundernes favoritbrød i helt nye, økologiske udgaver, og vi forventer, at flere følger efter.

    Økologisk forkælelse

    Når det kommer til at forkæle os selv lidt ud over det sædvanlige, skal lækkerierne selvfølgelig også være økologiske. Drikkevarer og søde sager er nye, hotte trends på den økologiske markedsplads. Produkter som flødeboller, alkoholfrie bobler og øko cocktails er noget alle skal prøve i 2020.

    Ønsker du konkrete cases på økologiske produkter, virksomheder eller butikker, som kan understøtte trenden, er du velkommen til at kontakte Økologisk Landsforening.

    Kontakt:

    Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening
    Telefon: 51 55 84 82 Mail: hh@okologi.dk

    Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder i Økologisk Landsforening
    Telefon: 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fem-oko-trends-du-skal-holde-oje-med-i-2020?releaseId=13586983