PRM / PensionDanmark styrker Skills-landsholdets medaljehåb

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Danmarks største talenter fra en lang række erhvervsuddannelser kæmper i de kommende dage om at blive Danmarks bedste inden for deres fag. Det sker, når der afholdes DM i Skills 16.- 18. januar i Bella Center i København.

    Når landets dygtigste murere, frisører, anlægsgartnere og en række andre fag kæmper om titlen som Danmarks bedste, vil det også være med fornyet håb om, at det efterfølgende kan blive til danske medaljer ved de internationale mesterskaber.

    PensionDanmark har indgået en sponsoraftale med SkillsDenmark, der styrker de unge talenters muligheder for deltagelse og forberedelse til EuroSkills og WorldSkills.

    “SkillsDenmark har længe arbejdet på at styrke vore Skills-landshold, og vi er derfor glade for, at vi nu har fået en meget attraktiv sponsoraftale med PensionDanmark. Denne fine aftale giver os mulighed for at forberede og træne vores landsholdsdeltagere på de udfordringer, som de møder – ikke alene faglige, men også mentale og fysiske,” siger formand for SkillsDenmark, Jesper Juul Sørensen.

    Formanden understreger, at aftalen styrker ambitionerne om at vinde medaljer til Danmark, når der i september 2020 afholdes EuroSkills i østrigske Graz, mens der i september 2021 afvikles WorldSkills i Shanghai i Kina.

    For PensionDanmark er det som administrator af pensions-, sundheds- og uddannelsesordninger til en lang række af faggrupper inden for bl.a. håndværk og service naturligt at støtte op om et landshold, der i høj grad repræsenterer talenter fra fag, der beskæftiger hovedparten af selskabets 750.000 medlemmer.

    “Vores støtte bærer flere perspektiver end blot Skills-landsholdets muligheder. Mange af vores medlemmers fremtid og beskæftigelse er afhængig af et fortsat højt fagligt niveau for arbejdet i deres brancher, som landsholdet er en fremragende eksponent for. Vi er som en af landets største bygherrer også afhængige af den faglighed og innovation for fortsat at kunne bygge i højeste kvalitet og mest bæredygtigt for klimaet. Faktisk er hele Danmarks velstand afhængig af, at vi fortsat kan levere viden og faglighed ved at uddanne dygtige talenter inden for de faggrupper, som er repræsenteret ved DM i Skills,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

    Der er gratis adgang til DM i Skills 2020 i Bella Center. Læs mere om SkillsDenmark her: https://skillsdenmark.dk/dm-i-skills/dmskills2020/

    Fakta om SkillsDenmark

    SkillsDenmark arbejder for mere fokus på erhvervsuddannelserne. SkillsDenmark er en non-profit organisation bakket op af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, faglige udvalg, erhvervsskoler, fonde og virksomheder.

    Fakta om PensionDanmark

    PensionDanmark er et medlemsejet arbejdsmarkedspensionsselskab med 750.000 medlemmer beskæftiget på 26.000 private og offentlige virksomheder. De er omfattet af overenskomster mellem 11 fagforbund og 29 arbejdsgiverforeninger.

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund tlf.: + 45 2019 9238 email: uek@pension.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pensiondanmark-styrker-skills-landsholdets-medaljehab?releaseId=13586388