PRM / Elektroniske håndtag øger sikkerheden i Hollands infrastruktur

    Pressemeddelelse fra Megatrade A/S

    De klassiske grå og grønne installationsskabe som pryder de danske vejkanter, har i årevis huset adgangen til vital infrastruktur som el-, lysregulering og it-forbindelser. Men til trods for samfundets stigende afhængighed af disse funktioner, så er låsene og dermed sikkerheden på skabene ikke fulgt med.

    – Det er op til de enkelte forsyningsselskabers risikovurdering, om låsene skal opgraderes, ligesom det naturligvis også er selskaberne som ejer skabene, som så selv står for en sådan opgradering, fortæller forsknings- og teknologidirektør fra Dansk Energi, erhvervs- og interesseorganisationen for energiselskaber i Danmark, Jørgen S. Christensen, og uddyber:

    – Vi har endnu ikke set nogen angreb på disse skabe, som har karakter af terror, men det er åbenlyst at vores fælles forsyning er noget vi skal værne om. Ved større forsyningsstationer som forsyner flere brugere, er der naturligvis alarm, men det optimale er selvfølgelig helt at undgå indbrud i skabene.

    Sikker infrastruktur med elektroniske låse

    Hollandske it-leverandører har taget konsekvensen af vigtigheden i at sikre infrastrukturen, og frem mod 2021 bliver der investeret i 1500 elektroniske låse fra den tyske producent EMKA, som skal beskytte it-installationsskabe over hele Holland.

    – De elektroniske håndtagslåse fra EMKA udmærker sig ved at være både dirkefri og ved, at når skabet er låst, så er selve grebet indfældet i låsen og altså ikke sådan lige til at rive og flå i, fortæller Anders Melgaard, salgschef ved grossisten Megatrade, som er eneforhandler på EMKA-grebene i Danmark.

    EMKAs låsegreb er udstyret med enten RFID- læsere, som sikrer en nøjagtig kontrol med og logning af, hvem som har adgang til et givent skab og mistede nøglechips eller opsagte medarbejdere kan straks spærres for at undgå misbrug.

    En besparelse i længden

    Engangsinvesteringen i elektroniske låse er højere end i klassiske nøgler, men på den lange bane vil investeringen tjene sig ind både i mandetimer og udstyr. Og det samtidig med en større sikkerhed i forsyningen. Det mener Megatrades Anders Melgaard:

    – De klassiske trekantslåse som vi kender dem, yder så godt som ingen beskyttende effekt mod nysgerrige hærværksfolk. Selv en tiårig kan åbne sådan en lås, og er man først inde i skabet, så er det let både at forstyrre forsyningen og skabe stor og dyr ravage på installationen, som der udover materielomkostninger yderligere skal sendes en installatør ud for at rette op på.

    – Med en elektronisk lås kan man vælge både den simple løsning med personlige nøglekort til hver enkelt helt op til den store computerstyrede overvågning med logning i realtid, fjernlåsning af skabe og automatisk alarm ved indbrud.

    Kontakt:

    Anders Melgaard
    Salgs- og marketingchef, Megatrade A/S
    (+45) 20 48 67 01
    anders@megatrade.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elektroniske-handtag-oger-sikkerheden-i-hollands-infrastruktur?releaseId=13585322