PRM / Furesø sparer en million på sine forsikringer

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø Kommune har haft sine forsikringer i udbud, da de udløber med udgangen af 2019. Og meget tyder på, at Furesøs borgere, medarbejdere og brugere af vores bygninger og udstyr ligger i den gode ende, når det kommer til at passe på de fælles ejendomme.
    Kommunen bliver nemlig belønnet for et generelt lavt skadesniveau i årene fra 2015-2019, som betyder, at Furesø i en netop indgået forsikringsaftale sparer 1 million kroner på den samlede forsikringspræmie.
    “I kommunen har vi prioriteret at tænke forebyggende. Det kan være gennem udrulningen af brandalarm-anlæg ud over det lovpligtige, som betyder, at brande hurtigere opdages og dermed bremses, inden de får lov at udvikle sig. Men også i vores risikostyring, hvor vi handler hurtigt ved indbrud og skader. Det betaler sig nu gennem den flotte besparelse på den nye forsikringspræmie,” siger Steen Vinderslev, Furesø Kommunes kommunaldirektør.

    Den flotte skadehistorik, som den fokuserede indsats på skadesforebyggelse og risikostyring har medført, bliver belønnet i det netop gennemførte, lovpligtige EU-udbud af forsikringsaftalerne. Her er det nemlig et krav fra forsikringsselskaberne, at kunderne selv arbejder fokuseret med skadesforebyggelse.
    Kommunens medarbejdere spiller derfor en aktiv rolle ved at være opmærksomme på for eksempel brandsikkerhed og lukke vinduer og døre. Det samme gør vores fælles adfærd, når vi som borgere bruger faciliteterne og bevæger os rundt i byen.
    “Det kommer jo os alle til gavn, når vi sammen har en fornuftig adfærd og sørger for, at der en god kultur i forhold til at passe på tingene. Vi kan se i sammenligning med andre kommuner, at vi har en flot skadeshistorik og det er en positiv tendens, vi meget gerne vil holde fast i – i det nye år og i de nye forsikringsaftaler,” slutter Steen Vinderslev.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Furesø Kommune, tlf. 7216 5100
    Erik Justesen, afdelingsleder i Center for kommunale ejendomme og anlæg i Furesø Kommune, tlf. 72165338

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-sparer-en-million-pa-sine-forsikringer?releaseId=13585489