Pressemeddelelse fra REMA 1000
Endnu et unikt dansk produceret produkt af høj kvalitet til discountpriser bliver nu lanceret i REMA 1000s snart 350 butikker i hele landet.
Et nyt partnerskab mellem Vallø Slot og REMA 1000 betyder nemlig, at discountkædens kunder fremover kan købe økologiske æg, der kommer direkte fra slottets hønsegårde – æggene bliver kun solgt i REMA 1000s butikker.
Partnerskabet følger REMA 1000s jord-til-bord strategi, der fokuserer på unikke, lokalt producerede varer gjort tilgængelige for alle. REMA 1000 har høstet gode erfaringer med sit partnerskab med Gram Slot i Sønderjylland, hvorfra discountkæden i dag sælger over 30 produkter i butikkerne over hele landet. Og nu tager REMA 1000 altså endnu et skridt med et nyt partnerskab med Vallø Slot, der ligger ved Køge.
“Salget af vores varer fra Gram Slot vokser eksplosivt. Vores kunder er vilde med varer, der er dansk produceret og derfor har kort vej fra jord til bord – og at man selv nemt kan besøge landbruget. Det er efter samme princip, vi nu udvider med det nye partnerskab med Vallø Slot. Det er et slot og et landbrug med en fantastisk historie og med nogle mennesker, som vi deler holdninger med,” siger Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000.
Stiftsforvalter Søren Boas fra Vallø Slot fortæller om indgåelsen af partnerskabet med REMA 1000, at det er fælles værdier, der har gjort udslaget. Vallø Slot har en historie, der strækker sig tilbage til midten af 1500-tallet, og forretningsdriften er baseret på langtidsholdbare beslutninger.
“Vores holdninger til at vise ordentlighed og samfundssind stemmer godt overens med REMA 1000s tilgang til at drive forretning. Vi tænker langsigtet, og det gør REMA 1000 også. Det er et godt fundament for et partnerskab, hvor vi vil sikre en høj kvalitet gennem hele processen – fra vores jordbrug og ud til kunderne i butikkerne,” siger Søren Boas.
Det første produkt i det nye partnerskab er æg fra Vallø Slots økologiske høns, som samtidig vil sikre en endnu højere leveringsgrad af gode, danske æg i REMA 1000s butikker over hele landet.
De økologiske æg fra Vallø Slot er blandt de mest friske, der kan købes i butikker, når de bliver sat på hylderne. Æggene bliver lagt, pakket og leveret til REMA 1000 inden for 24 timer, og dagen efter bliver de fordelt til butikkerne i hele landet. Derudover har hvert enkelt æg påtrykt datoen for, hvornår det er lagt, hvilket er unikt for Vallø Slots æg.
I andet og tredje kvartal af 2020 planlægger Vallø Slot og REMA 1000 at invitere discountkædens kunder og andre interesserede til at komme og besøge Valløs økologiske høns og høre nærmere om deres pasning og Valløs historie.
Fakta om Vallø Slot:
Vallø Slot, som det kendes i dag, har en historie, der rækker tilbage til 1500-tallet. Ud over de økologiske høns beskæftiger virksomheden bag Vallø Slot sig i dag med blandt andet landbrug, skovbrug, udlejningsvirksomhed og camping. Vallø Slot er også kendt for sin slotspark og dyrehave, der er åben hver dag for gæster.
Modsat partnerskabet med Gram Slot i Sønderjylland har REMA 1000 ikke noget medejerskab af Vallø Stift.
Kontakt:
Kommunikationschef Jonas Schrøder tlf.: 21640770 email: jos@rema1000.dk
Stiftsforvalter Søren Boas fra Vallø Slot kan kontaktes på: administration@valloe-stift.dk / tlf. 5626 0500.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rema-1000-i-partnerskab-med-vallo-slot?releaseId=13584791